Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 63
Dommen over folkeslagene
Hvem er han, der kommer fra Edom,
fra Bosra i blodrøde klæder,
han, der er prægtigt klædt,
han, der skrider frem i sin vældige kraft?
Det er mig, der taler i retfærdighed
og har magt til at frelse!
Hvorfor er din dragt så rød,
dine klæder som en, der træder persen?
Vinpersen trådte jeg alene,
ingen fra folkene var med mig.
Jeg trådte dem ned i vrede
og trampede på dem i harme,
så deres blod sprøjtede på mine klæder,
og jeg sølede min dragt helt til.
For en hævndag var i mine tanker,
og mine løskøbtes år var kommet.
Jeg så mig omkring, men ingen kom til hjælp,
jeg undrede mig over, at ingen støttede mig.
Men min arm skaffede mig sejr,
og min vrede støttede mig.
Jeg trampede på folkene i vrede
og drak dem berusede i min harme;
jeg lod deres blod løbe ned på jorden.
Israels bodsbøn og Herrens svar
Jeg vil prise Herrens trofasthed,
Herrens glorværdige gerninger,
alt, hvad Herren gjorde mod os,
hans store godhed mod Israels hus,
som han viste i sin barmhjertighed
og i sin store troskab.
Han sagde: De er jo mit folk,
børn, der ikke svigter.
Og han blev en frelser for dem
i al deres nød.
Det var ikke et sendebud eller en engel,
men ham selv, der frelste dem.
Fordi han elskede dem og ville skåne dem,
løskøbte han dem;
han løftede dem op og bar dem
alle fortidens dage.
Men de trodsede og krænkede
hans hellige ånd,
så han blev en fjende for dem
og gik til angreb på dem.
Da tænkte de på fortidens dage
og på hans tjener Moses:
Hvor er nu han,
der trak sine fårs hyrde op af vandet?
Hvor er nu han,
der lagde sin hellige ånd i hans indre?
Han, der lod sin herlige styrke
vandre ved Moses' højre hånd,
han, der kløvede havet foran dem
for at skabe sig et evigt navn,
han, der førte dem gennem dybet.
Som heste i ørkenen
snublede de ikke,
som kvæg, der går ned gennem dalen,
ledte Herrens ånd dem.
Således førte du dit folk
for at skabe dig et herligt navn!
Se ned fra himlen
fra din hellige, herlige bolig!
Hvor er din lidenskab og din styrke,
dit skælvende hjerte
og din barmhjertighed?
Din barmhjertighed mod mig holder sig borte.
Du er vor fader;
Abraham kender os jo ikke,
Israel kendes ikke ved os.
Du, Herre, er vor fader,
Vor Løskøber er dit navn fra evig tid.
Herre, hvorfor leder du os vild fra dine veje
og forhærder vort hjerte, så vi ikke frygter dig?
Vend om for dine tjeneres skyld,
de stammer, som er din ejendom.
Hvorfor betræder gudløse din helligdom,
hvorfor nedtramper vore fjender dit tempel?
Vi er blevet som dem, du aldrig har hersket over,
som dem, dit navn ikke er nævnt over.
Gid du ville flænge himlen og stige ned,
så bjergene rystede foran dig,