Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 62
Jerusalems frelse
For Zions skyld vil jeg ikke tie,
for Jerusalems skyld vil jeg ikke være tavs,
før dens ret bryder frem som et lysskær
og dens frelse som en flammende fakkel.
Da skal folkene se din ret
og alle konger din herlighed;
du skal få et nyt navn,
som Herren selv bestemmer.
Du bliver en prægtig krone i Herrens hånd,
en kongelig turban i din Guds hånd.
Du skal ikke længere hedde Den Forladte,
og dit land ikke længere Den Forstødte.
Men du skal kaldes Elsket,
og dit land kaldes Hustru.
For Herren elsker dig
og tager dit land til hustru.
Som den unge mand tager jomfruen til hustru,
tager din genopbygger dig til hustru,
og som en brudgom fryder sig over sin brud,
fryder din Gud sig over dig.
Jerusalem, på dine mure
stiller jeg vægtere;
aldrig skal de tie,
hverken dag eller nat.
I, der påkalder Herren,
und jer ikke ro,
og und ikke ham ro,
før han genrejser Jerusalem,
og før han gør den
til lovprisning på jorden.
Herren sværger med sin højre hånd
og med sin stærke arm:
Jeg giver ikke længere dit korn
som føde til dine fjender,
udlændinge skal ikke drikke den vin,
du har anstrengt dig for.
Nej, de, der samler kornet ind, skal selv spise,
og de skal lovprise Herren;
de, der plukker druer, skal selv drikke
i mine hellige forgårde.
Gå ud, gå ud gennem portene,
ban en vej for folket!
Byg vej, byg vej,
rens den for sten!
Rejs et banner for folkene!
Herren lader det lyde
til jordens ender:
Sig til Zions datter:
»Se, din frelser kommer!
Se, hans løn er med ham,
hans fortjeneste går foran ham.«
De skal kaldes Det Hellige Folk,
Herrens Løskøbte;
og dig skal man kalde Den Eftertragtede,
byen, der aldrig bliver forladt.
