Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 61
Et nådeår fra Herren
Gud Herrens ånd er over mig,
fordi Herren har salvet mig.
Han har sendt mig
for at bringe godt budskab til fattige
og lægedom til dem, hvis hjerte er knust,
for at udråbe frigivelse for fanger
og løsladelse for lænkede,
for at udråbe et nådeår fra Herren
og en hævndag fra vor Gud,
for at trøste alle, der sørger,
for at give Zions sørgende hovedpynt i stedet for aske,
glædens olie i stedet for sørgedragt
og lovsang i stedet for svigtende mod.
De skal kaldes retfærdighedens ege,
plantet af Herren til hans herlighed.
De skal genopbygge ruiner fra fortiden
og genrejse gamle tomter,
de skal genopbygge ødelagte byer,
der lå i grus i slægt efter slægt.
Fremmede skal træde til og vogte jeres får,
udlændinge arbejde på mark og i vingård.
Men I skal kaldes Herrens præster,
vor Guds tjenere skal I hedde.
I skal leve af folkenes rigdom
og få deres skatte i eje.
Fordi de fik dobbelt skam,
og skændsel og spyt blev dem til del,
får de nu dobbelt arv i deres land,
og evig glæde skal de få.
For jeg, Herren, elsker ret,
men hader rov og uret;
jeg giver dem deres fulde løn
og slutter en evig pagt med dem.
Deres afkom bliver kendt blandt folkeslagene,
deres efterkommere blandt folkene;
alle, der ser dem, erkender,
at de er en slægt, som Herren velsigner.
Jeg fryder mig over Herren,
min sjæl jubler over min Gud.
For han har klædt mig i frelsens klæder
og hyllet mig i retfærdighedens kappe,
som en brudgom sætter sin turban,
og som bruden fæster sine smykker.
For som jorden bringer spirerne frem,
og frø spirer frem i haven,
sådan lader Gud Herren retfærdighed spire
og lovsang gro frem for alle folkenes øjne.