Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 5
Sangen om vingården
Jeg vil synge en sang om min ven,
min elskedes sang om hans vingård.
Min ven havde en vingård
på en frugtbar skråning.
Han gravede den, rensede den for sten
og plantede den til med vinstokke.
Han byggede et vagttårn i den
og udhuggede også en perse.
Han ventede, at den ville give vindruer,
men den gav vilddruer.
Og nu, Jerusalems indbyggere, Judas mænd,
døm mellem mig og min vingård.
Hvad var der mere at gøre ved min vingård,
som jeg ikke har gjort?
Når jeg ventede, at den ville give vindruer,
hvorfor gav den så vilddruer?
Men nu vil jeg lade jer vide,
hvad jeg vil gøre ved min vingård:
Jeg vil fjerne hegnet om den,
så den bliver afgnavet,
nedrive gærdet om den,
så den bliver trampet ned.
Jeg lader den forfalde,
den bliver hverken beskåret eller hakket,
så den gror til med tjørn og tidsel,
og jeg forbyder skyerne
at give den regn.
For Hærskarers Herres vingård er Israels hus,
og Judas mænd er hans yndlingsplante.
Han ventede ret,
men der kom retsløshed.
Han ventede retfærdighed,
men der kom nødskrig.
Veråb over de ansvarsløse
Ve dem, der lægger hus til hus
og føjer mark til mark,
indtil der ikke er mere plads,
og I bor alene i landet.
Fra Hærskarers Herre lyder det i mine ører:
De mange huse skal lægges øde,
store og fine huse skal stå tomme;
for ti tønder land
giver kun ét anker,
og to tønder såsæd
giver kun én sæk korn.
Ve dem, der fra tidlig morgen
jager efter øl
og langt ud på aftenen
blusser af vin.
Med citer og harpe, med pauke og fløjte
og med vin holder de gilde;
men Herrens gerninger har de ikke øje for,
hans hænders værk ser de ikke.
Derfor skal mit folk føres bort,
for de forstår ingenting;
de fornemme dør af sult,
folkets mængde vansmægter af tørst.
Derfor åbner dødsriget sit svælg,
spærrer det op på vid gab,
og ned styrter både de fornemme og den larmende hob,
det lystigt buldrende slæng.
– Mennesket skal bøjes, manden ydmyges,
de stoltes blik skal ydmyges;
men Hærskarers Herre ophøjes ved dommen,
den hellige Gud helliges ved retfærdighed –
Får skal græsse som på en græsgang,
geder skal æde i de fedes ruiner.
Ve dem, der holder skylden i løgnens reb
og synden i vognskagler,
dem, som siger:
Nu skal han skynde sig med sit værk,
så vi kan se det;
lad Israels Helliges plan
snart blive til virkelighed,
så vi kan lære den at kende!
Ve dem, der kalder det onde godt
og det gode ondt,
som gør mørke til lys
og lys til mørke,
gør det bitre sødt
og det søde bittert.
Ve dem, der er vise i egne øjne
og forstandige efter egen mening.
Ve dem, der er helte til at drikke vin
og dygtige til at krydre øl,
dem, der frikender skyldige mod bestikkelse
og berøver uskyldige deres ret.
Derfor, som ilden fortærer strå,
og hø synker sammen i flammerne,
skal deres rod rådne
og deres blomst hvirvles bort som støv.
For de har forkastet Hærskarers Herres lov
og ladet hånt om Israels Helliges ord.
Trussel om fjendehærens angreb
Derfor er Herrens vrede flammet op mod hans folk,
han har løftet sin hånd imod det og slået det,
så bjergene rystede,
og ligene lå som skarn på gaderne.
Trods det har hans vrede ikke lagt sig,
hans hånd er stadig løftet.
Så rejser han banner for et folk fra det fjerne,
han fløjter ad det fra jordens ende,
og se, det kommer hurtigt og let.
Ingen bliver træt, ingen snubler,
ingen blunder eller sover;
intet bælte løsnes,
ingen sandalrem brister.
Dets pile er hvæsset,
alle buer er spændt;
hestenes hove er som flint,
vognhjulene som en hvirvelvind.
Folkets brøl er som hunløvens,
det brøler som ungløver;
det knurrer, griber byttet
og bringer det i sikkerhed, ingen kan redde det.
Det knurrer imod det på den dag,
som når havet knurrer.
Ser man ud over landet,
er der mørke og trængsel,
lyset er blevet til mørke under skyerne.
