Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 57
Retfærdige går til grunde,
men ingen ænser det;
trofaste rives bort,
uden at nogen lægger mærke til det.
På grund af ondskaben
rives de retfærdige bort.
De går ind til freden,
de hviler på deres leje,
de, der fulgte den rette vej.
Kom herhen,
I børn af troldkvinder,
I afkom af horkarle og skøger!
Hvem er det, I gør jer lystige over,
hvem spærrer I munden op imod,
hvem rækker I tunge ad?
I er jo selv børn af synd
og afkom af løgn.
I brænder af brunst under egene
og under alle grønne træer;
I slagter børn i dalene
og i alle klippekløfterne.
Dalenes glatte sten er din lod,
ja, de er din del;
du udgyder endog drikoffer for dem
og bringer dem afgrødeoffer.
Skal jeg finde mig i det?
På det højt knejsende bjerg
har du redt dit leje,
og dér er du steget op
for at bringe slagtoffer.
Bag dør og dørstolpe
har du sat dit mærke.
Du har vendt mig ryggen, og du klæder dig af,
du lægger dig og gør lejet bredt,
du køber lejets elskov af dem
og ser deres køn.
Du ødsler olie på Melek
og giver rigeligt af dine salver.
Du har sendt dine bud til det fjerne,
helt ned i dødsriget.
Du udmattedes på din lange rejse,
men sagde ikke: Det er forgæves.
Du samlede kræfter igen,
derfor gav du ikke op.
Hvem er det, du er angst og bange for,
siden du lever i løgn?
Mig huskede du ikke,
og du ænsede mig ikke;
jeg har jo tiet fra evighed,
så du frygtede mig ikke.
Men jeg siger:
Din retfærdighed og dine gerninger
kan ikke gavne dig, når du råber om hjælp;
lad din gudeflok redde dig.
Men stormen river dem alle bort,
et vindstød tager dem.
Men de, der søger tilflugt hos mig,
skal arve landet
og få mit hellige bjerg i eje.
Og han sagde:
Byg vej, byg vej og ban den,
fjern hindringer fra mit folks vej!
For dette siger den højt ophøjede,
som troner for evigt, og hvis navn er Hellig:
Jeg bor i det høje og hellige
og hos den, der er knust, hvis ånd er nedbøjet,
for at oplive den nedbøjede ånd
og oplive det knuste hjerte.
Jeg anklager ikke for evigt
og vredes ikke for altid;
for så ville deres ånd svigte for mine øjne,
den livsånd, jeg selv har skabt.
Jeg blev vred over deres syndige griskhed,
jeg slog dem og skjulte mig i vrede;
i frafald fulgte de den vej, de ville.
Men jeg så deres færd,
og jeg vil helbrede dem og skaffe dem hvile,
jeg giver dem trøst til gengæld.
Hos de sørgende skaber jeg
læbernes frugt:
Fred, fred for den, der er langt borte,
og for den, der er nær, siger Herren,
og jeg helbreder dem.
Men de ugudelige er som det oprørte hav,
der ikke kan falde til ro,
dets bølger rører op i mudder og dynd.
De gudløse har ikke fred, siger min Gud.
