Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 55
Herrens trofasthed mod pagten
Kom, alle I, der tørster, kom og få vand!
Kom, I, der ingen penge har!
Køb korn, og spis!
Kom og køb korn uden penge,
vin og mælk uden betaling!
Hvorfor betaler I penge for noget, der ikke er brød,
jeres løn for noget, der ikke mætter?
Hør dog på mig, så skal I spise godt
og svælge i fede retter.
Vend øret til mig, og kom,
hør på mig, så skal I leve!
Jeg vil slutte en evig pagt med jer,
opfylde de urokkelige løfter til David;
jeg gjorde ham til et vidne for folkene,
til fyrste og hersker over folkene.
Du skal kalde på et folk, du ikke kender,
et folk, der ikke kender dig, kommer løbende til dig,
for Herren din Guds skyld,
Israels Hellige gør dig herlig.
Søg Herren, når han er at finde,
kald på ham, når han er nær.
Den ugudelige skal forlade sin vej,
det onde menneske sine planer
og vende om til Herren, som vil vise ham barmhjertighed,
tilbage til vor Gud, for han er rig på tilgivelse.
For jeres planer er ikke mine planer,
og jeres veje er ikke mine veje,
siger Herren;
for så højt som himlen er over jorden,
er mine veje højt over jeres veje
og mine planer over jeres planer.
For som regnen og sneen
falder fra himlen
og ikke vender tilbage dertil,
men væder jorden,
befrugter den og får den til at spire
og giver udsæd til den, der vil så,
og brød til den, der vil spise,
sådan er mit ord, som udgår af min mund;
det vender ikke virkningsløst tilbage til mig,
men det gør min vilje
og udfører mit ærinde.
I glæde skal I drage ud,
og i fred skal I føres af sted.
Bjerge og høje bryder ud i jubel foran jer,
alle markens træer klapper i hænderne.
I stedet for tjørnekrat vokser enebær op,
myrter i stedet for nælder.
Det skal blive til ry for Herren,
et evigt minde, der ikke slettes.