Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 47
Stig ned og sæt dig i støvet,
du jomfru, Babylons datter.
Sæt dig på jorden, ikke på tronen,
du kaldæernes datter,
for du skal ikke længere kaldes
den sarte og forvænte.
Tag håndkværnen, og mal mel!
Tag sløret af,
løft op i slæbet, blot dine ben,
vad ud i floderne!
Dit køn skal blottes,
din skam komme til syne.
Jeg tager hævn,
jeg skåner ingen,
siger han, som løskøber os,
Hærskarers Herre er hans navn,
Israels Hellige.
Sæt dig i stilhed, gå ind i mørket,
du kaldæernes datter,
for du skal ikke længere kaldes
kongerigernes dronning.
Jeg blev vred på mit folk,
jeg vanærede min ejendom
og gav dem i din hånd.
Du viste dem ikke barmhjertighed,
selv på deres gamle
lagde du dit tunge åg.
Du sagde: I al evighed
vil jeg være dronning.
Du lagde dig det ikke på sinde,
du tænkte ikke på, hvordan det ville ende.
Men hør nu, fine dame,
du, som sidder trygt på din trone,
du, som siger ved dig selv:
Jeg og ingen anden!
Jeg kommer ikke til at sidde enke,
jeg kommer ikke til at kende barnløshed.
Begge dele skal ramme dig,
pludselig, på én og samme dag.
Barnløshed og enkestand
kommer over dig i fuldt mål
på grund af al din trolddom
og dine mange besværgelser.
Du var tryg i din ondskab.
Du sagde: Der er ingen, der ser mig.
Din visdom og kundskab
førte dig på afveje,
du sagde ved dig selv:
Jeg og ingen anden!
Men ulykken kommer over dig,
uden at du kan afvende den,
ødelæggelsen falder over dig,
uden at du kan afværge den,
undergangen kommer pludselig over dig,
uden at du ved af det.
Stå nu frem med dine besværgelser
og med al din trolddom,
som du har anstrengt dig med fra din ungdom;
måske kan du få hjælp,
måske kan du skræmme ulykken bort.
Du har udmattet dig med dine mange rådgivere,
lad nu dem træde frem;
lad dem, som gransker himlen, frelse dig,
dem, som tyder stjernerne,
dem, som måned for måned meddeler dig,
hvad der skal komme over dig.
Se, de er blevet som strå,
ilden har brændt dem,
de kan ikke redde sig selv
fra flammerne.
Der bliver ikke gløder at varme sig ved
eller bål at sidde ved.
Sådan er det gået dem, du har anstrengt dig med,
troldmændene fra din ungdom,
de flakker om til alle sider,
der er ingen, der frelser dig.
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23
Krydshenvisning:
Es 13,1-14,23