Bibelen online

Esajas' Bog Kapitel 44

Men hør nu, Jakob, min tjener,

Israel, som jeg har udvalgt.

Dette siger Herren, som skabte dig,

han, som dannede dig fra moders liv, hjælper dig:

Frygt ikke, min tjener Jakob,

Jeshurun, som jeg har udvalgt!

For jeg udgyder vand over den tørstige jord,

strømme af vand over det tørre land;

jeg udgyder min ånd over dit afkom

og min velsignelse over dine efterkommere.

De skal spire frem mellem græs,

som popler ved vandløb.

Én siger: Jeg tilhører Herren,

en anden kalder sig med Jakobs navn,

og én skriver i sin hånd »Tilhører Herren«

og bruger Israel som hædersnavn.

Den levende Gud over for de døde gudebilleder

Dette siger Herren, Israels konge,

han som løskøber det, Hærskarers Herre:

Jeg er den første, og jeg er den sidste,

der er ingen anden Gud end mig.

Hvem der er som jeg, skal udråbe

og fortælle og forelægge mig, hvad der er sket,

fra dengang jeg grundlagde et evigt folk.

De skal fortælle dem, hvad der skal ske, og hvad der kommer.

Vær ikke forfærdede og rædselsslagne!

Har jeg ikke fortalt og forkyndt dig det for længst?

I er mine vidner: Er der nogen anden Gud end mig?

Er der nogen klippe, jeg ikke kender?

Alle, der former gudebilleder, er tomme,

og deres elskede guder gavner intet.

Deres vidner ser intet,

de forstår intet, så de bliver til skamme.

Den, der former en gud og støber et gudebillede,

har ingen gavn af det.

Nej, alle tilhængerne bliver til skamme,

håndværkerne er kun mennesker.

Lad dem blot træde samlet frem,

de skal alle gribes af skræk og skam.

Smeden fremstiller en økse ved essen. Han former den med hammeren, og han bearbejder den med sin stærke arm. Bliver han sulten, taber han kræfterne; får han ikke vand at drikke, bliver han træt. Snedkeren spænder sin målesnor ud, han tegner omridset med stiften og bearbejder det med stemmejernet. Med passeren ridser han det op og giver det menneskeskikkelse, et menneskes herlighed, der skal bo i et hus. Han fælder cedertræ, han tager steneg og gråeg, som han lader gro op blandt skovens træer. Han planter cedre, og regnen giver dem vækst. Det bruger mennesket som brænde. Han tager noget af det til at varme sig ved; han tænder bål og bager brød. Han laver også en gud og kaster sig ned for den, han fremstiller et gudebillede og tilbeder det. Halvdelen brænder han op, og på halvdelen steger han kød, spiser det og bliver mæt. Han varmer sig og siger: »Ah, jeg bliver varm, jeg ser ilden.« Af resten fremstiller han en gud som sit gudebillede. Han tilbeder det og kaster sig ned for det. Han beder til det og siger: »Red mig, for du er min Gud!« De forstår ikke, og de indser ikke, for deres øjne er lukket til, så de ikke kan se, og deres hjerter ikke kan fatte. Han lægger sig det ikke på sinde, han har hverken kundskab eller indsigt til at sige: »Halvdelen brændte jeg op, så bagte jeg brød på gløderne, stegte kød og spiste det. Resten gjorde jeg til et afskyeligt billede, og jeg tilbad en træklods.« Den, der har med aske at gøre, ham har et vildledt hjerte forført. Han redder ikke sit liv, for han siger ikke: »Der er jo løgn i min højre hånd!«