Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 41
Perserkongen Kyros, redskabet til Israels frelse
Lyt til mig, I fjerne øer,
folkeslagene skal møde frem.
Lad dem træde frem og tale,
lad os mødes for retten.
Hvem vækkede ham fra østen,
som møder sejr, hvor han går?
Han får folkeslag i sin vold,
han nedtramper konger.
Hans sværd gør dem til støv,
hans bue til henvejret strå.
Han forfølger dem, rykker uskadt frem
ad en vej, han ikke før har trådt.
Hvem har virket og gjort det?
Han, som fra begyndelsen kaldte slægterne frem.
Jeg, Herren, er den første,
og hos de sidste er jeg den samme.
De fjerne øer ser det og bliver bange,
den vide jord forfærdes.
Den ene hjælper den anden
og siger til ham: »Hold fast!«
Håndværkeren opmuntrer guldsmeden,
den, der banker metallet ud,
opmuntrer den, der slår på ambolten.
Han siger om sammenføjningen: »Den er god!«
Han fæstner det med nagler, så det ikke vakler.
Men du Israel, min tjener,
Jakob, som jeg har udvalgt,
min ven Abrahams efterkommere,
dig hentede jeg fra jordens ender,
fra dens fjerne egne kaldte jeg dig.
Jeg sagde til dig: Du er min tjener,
jeg har udvalgt dig, og jeg forkaster dig ikke.
Frygt ikke, for jeg er med dig,
fortvivl ikke, for jeg er din Gud.
Jeg styrker dig og hjælper dig,
min sejrrige hånd holder dig fast.
Alle, der raser imod dig,
bliver til spot og spe;
dine fjender forgår
og bliver til intet.
Søger du efter dine modstandere,
finder du dem ikke,
dine angribere
bliver til intet som helst.
For jeg er Herren din Gud,
der griber din højre hånd
og siger til dig:
Frygt ikke, jeg hjælper dig.
Frygt ikke, Jakobs orm,
Israels kryb,
jeg hjælper dig, siger Herren,
han, som løskøber dig, Israels Hellige.
Nu gør jeg dig til en tærskeslæde,
en ny, med mange tænder.
Du skal tærske bjerge og knuse dem,
høje skal du gøre til avner.
Du skal sprede dem, så vinden tager dem,
og stormen blæser dem bort.
Men du skal juble over Herren,
over Israels Hellige skal du fryde dig.
De hjælpeløse og fattige søger vand,
men der er ikke noget,
deres tunge tørrer ud af tørst.
Jeg, Herren, vil svare dem,
jeg, Israels Gud, svigter dem ikke.
Jeg lader floder strømme i det nøgne land,
lader kilder springe i dalene.
Jeg gør ørkenen til oase,
det tørre land til kildevæld.
Jeg planter cedertræer i ørkenen,
akacier, myrter og oliventræer,
jeg sætter enebær i det øde land
tillige med ask og cypres,
for at de kan se og erkende,
lægge sig på sinde og forstå,
at Herrens hånd har gjort det,
Israels Hellige har skabt det.
Forelæg jeres sag, siger Herren;
fremlæg jeres beviser, siger Jakobs konge.
Lad dem fremlægge det og fortælle os,
hvad der kommer til at ske.
Fortæl, hvad det, der skete tidligere, betød,
så vi kan lægge os det på sinde
og erkende, hvad der kom ud af det.
Eller forkynd os, hvad der kommer,
fortæl, hvad der sker i fremtiden,
så vi kan vide, at I er guder.
Gør dog noget, godt eller ondt,
så vi kan tage mål af hinanden.
Men nej, I er intet værd,
og jeres gerninger ingenting;
det er afskyeligt at vælge jer!
Jeg vækkede ham fra norden, og han kom,
fra østen, og han påkalder mit navn.
Han nedtramper fyrster ligesom ler,
som pottemageren tramper i leret.
Hvem fortalte det fra begyndelsen, så vi kunne vide det,
fra første færd, så vi kunne sige: »Han har ret«?
Nej, ingen fortalte det, ingen forkyndte det,
ingen hørte jer sige noget.
Jeg er den første, der siger til Zion: Dér kommer de!
Jeg bringer godt budskab til Jerusalem.
Jeg ser mig om, men der er ingen,
ingen af dem kan give råd,
så jeg kan spørge dem, og de kan svare.
Ingen af dem er noget værd,
deres gerninger er intet,
deres støbte billeder er vind og tomhed.
