Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 40
Glædesbud til Jerusalem om de landflygtiges hjemvenden
Trøst mit folk, trøst det!
siger jeres Gud.
Tal til Jerusalems hjerte,
råb til hende,
at hendes hoveri er til ende,
at hendes skyld er betalt;
for af Herrens hånd har hun fået
dobbelt straf for alle sine synder.
Der er en, der råber:
Ban Herrens vej
i ørkenen,
jævn en vej for vor Gud
i det øde land.
Hver dal skal hæves,
hvert bjerg og hver høj skal sænkes,
klippeland skal blive til slette
og bakkeland til dal;
Herrens herlighed skal åbenbares,
og alle mennesker skal se den.
Herren selv har talt.
Der var en, der sagde: »Råb!«
Og jeg svarede: »Hvad skal jeg råbe?«
»Alle mennesker er som græs,
al deres herlighed som markens blomster.
Græsset tørrer ind, blomsterne visner,
når Herrens ånde blæser over dem.
Ja, folket er græs!
Græsset tørrer ind, blomsterne visner,
men vor Guds ord forbliver til evig tid.«
Stig op på et højt bjerg,
Zions budbringer,
råb højt,
Jerusalems budbringer,
råb uden frygt!
Sig til Judas byer:
Her kommer jeres Gud!
Gud Herren kommer i styrke,
han hersker med sin arm.
Hans løn er med ham,
hans fortjeneste går foran ham.
Som hyrden vogter han sin hjord,
han samler dem med sin arm;
han løfter lammene op i sin favn,
han leder moderfårene.
Der er ingen gud som Gud
Hvem har udmålt vandet i sin hule hånd,
afgrænset himlen med udspændte fingre?
Hvem har målt jordens støv i tønder,
vejet bjergene på vægten
og højene på vægtskåle?
Hvem kan retlede Herrens ånd,
hvem kan være hans rådgiver og belære ham?
Med hvem har han rådført sig for at få indsigt
og blive belært om den rette vej?
Hvem lærte ham kundskab
og viste ham vejen til indsigt?
Nej, folkene er som dråber i en spand,
de regnes som støv på vægtskåle,
de fjerne øer vejer kun som fnug;
Libanon slår ikke til som brænde,
og dets vildt slår ikke til som offerdyr.
Alle folkene er som intet imod ham,
de regnes som intethed og tomhed for ham.
Med hvem vil I sammenligne Gud?
Hvad vil I sætte op til sammenligning med ham?
Gudebilledet støbes af en håndværker,
guldsmeden beklæder det med guld,
og han støber sølvkæder til det.
Man vælger træ, der ikke rådner,
og søger sig en kyndig håndværker
til at opstille et gudebillede, så det ikke vakler.
Ved I det ikke? Hører I det ikke?
Er det ikke fortalt jer fra begyndelsen?
Har I ikke indset det
fra jordens grundlæggelse?
Det er ham, der troner over jordens flade,
men alle dens beboere er som græshopper;
han spænder himlen ud som et slør,
breder den ud som et telt til at bo i.
Fyrster gør han til intet,
jordens dommere til tomhed.
Knap er de plantet, knap er de sået,
knap har stiklingen slået rod i jorden,
før han puster på dem, så de visner,
og stormen river dem bort som strå.
»Med hvem vil I sammenligne mig,
så vi skulle være lige?« siger den Hellige.
Løft jeres øjne mod himlen, og se!
Hvem skabte den?
Han, som fører dens hær talstærkt ud
og kalder dem alle sammen ved navn.
På grund af hans vældige kraft og mægtige styrke
mangler der ikke en eneste.
Jakob, hvorfor siger du,
Israel, hvorfor erklærer du:
»Min vej er skjult for Herren,
Gud ænser ikke min ret«?
Ved du det ikke,
har du ikke hørt det:
Herren er en evig Gud,
skaberen af den vide jord.
Han bliver ikke træt og udmattet,
hans indsigt kan ingen udforske.
Han giver den udmattede kraft,
den kraftesløse giver han ny styrke.
Drenge bliver trætte og udmattede,
unge mænd snubler og falder.
Men de, der håber på Herren, får nye kræfter,
de får vinger som ørne.
De løber uden at blive trætte,
de vandrer uden at udmattes.
