Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 3
Dommen over folkets ledere
Se, Herren, Hærskarers Herre,
fjerner fra Jerusalem og fra Juda
støtte og stav
– hver støtte, der er i brød,
og hver støtte, der er i vand –
helt og kriger,
dommer og profet,
spåmand og ældste,
delingsfører og anset,
rådsherre, trolddomskyndig og slangebesværger.
Jeg giver dem drenge som ledere,
lømler skal herske over dem.
Folket skal slås indbyrdes,
den ene mod den anden;
unge sætter sig op mod gamle,
ringeagtede mod fornemme.
Når en mand griber fat i sin bror
i sin fars hus og siger:
»Du har en kappe,
du skal være fyrste over os,
tag magten over denne ruin!«
da skal han svare:
»Jeg vil ikke forbinde sår,
og i mit hus er der hverken brød eller kappe,
mig skal I ikke gøre til folkets fyrste!«
For Jerusalem snubler,
og Juda falder,
fordi de i ord og gerning står Herren imod
i trods mod hans herlighed.
Deres ansigter vidner imod dem,
de fortæller om deres synd som Sodoma, de skjuler intet.
Ve dem,
de bringer ulykke over sig selv!
Lykkelig den retfærdige! Ham går det godt,
han skal nyde frugten af sine gerninger.
Ve den uretfærdige! Ham går det ilde,
hvad han har gjort, skal ramme ham selv.
Over mit folk hersker et barn,
kvinder regerer det.
Mit folk, dine vejledere fører dig vild,
de gør vejen, du går, til et vildspor.
Herren træder frem til rettergang,
han står frem for at dømme folkene.
Herren kommer for at føre sag
mod sit folks ældste og dets stormænd:
»Det er jer, der har afgnavet vingården,
rovet fra de hjælpeløse er i jeres huse.
Hvorfor knuser I mit folk
og kværner de hjælpeløses ansigt?«
siger Herren, Hærskarers Herre.
Dommen over overklassens kvinder
Herren siger:
Zions døtre er stolte,
de går med knejsende nakke
og med kælne blikke,
de tripper af sted
med ringlende ankelkæder;
derfor vil Herren gøre Zions døtre skaldede
og blotte deres isse.
På den dag fjerner Herren deres pynt: ankelkæder, soltegn og månetegn, øreringe, armbånd og slør, hovedklæder, ankellænker, brystbånd, lugtedåser og amuletter, fingerringe og næseringe, festklæder, kapper, slag og tasker, spejle, kjortler, turbaner og sjaler.
Så kommer der
stank i stedet for balsamduft,
reb i stedet for bælte,
skaldethed i stedet for frisure,
sæk om livet i stedet for festdragt.
Ja, i stedet for skønhed – !
Mændene hos dig skal falde for sværdet,
dine helte i kampen;
Zions porte skal klage og sørge,
ribbet for alt sidder hun på jorden.
På den dag skal syv kvinder
gribe fat i den samme mand og sige:
»Vi holder os selv med kost
og sørger for vores eget tøj,
blot vi må bære dit navn.
Tag vanæren fra os!«
