Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 32
Frelsens tid i Jerusalem
Kongen skal regere med retfærdighed
og stormænd styre med ret.
De skal være som læ for vind,
som skjul mod skybrud,
som en bæk i et vandløst land,
som skyggen fra en vældig klippe
i et udtørret land.
Øjnene på dem, der kan se, skal ikke lukkes til,
ørerne på dem, der kan høre, skal lytte;
de uroliges hjerte skal fatte og forstå,
de stammendes tunge skal tale flydende og klart.
Tåben skal ikke længere kaldes fyrste,
skurken skal ikke regnes for fornem.
For tåben taler tåbeligt,
hans hjerte handler ondt,
han handler gudløst
og taler falsk om Herren.
Han lader den sultende hungre
og den tørstende mangle vand.
Skurkens våben er onde,
han lægger skændige planer
for at ødelægge den hjælpeløse med løgn
og den fattige, skønt han taler sandt.
Men fyrsten lægger fyrstelige planer
og står fast på det, der er fyrsteligt.
I sorgløse kvinder, rejs jer
og hør på mig!
I tillidsfulde døtre,
lyt til mine ord!
Om et års tid
skal I, der er tillidsfulde, skælve;
for vinhøsten kommer ikke,
der bliver ingen frugthøst.
Bæv, I sorgløse,
skælv, I tillidsfulde,
klæd jer af, og stå nøgne,
bind sæk om livet!
I klagende, slå jer for brystet
over de herlige marker,
over de frugtbare vinstokke,
over mit folks jord,
hvor der gror tjørn og krat,
over alle de glade huse,
over den jublende by!
For borgen er forkastet,
folkets mængde ladt i stikken,
Ofel og vagttårnet er til evig tid
blevet tilflugtssteder
til glæde for vildæsler,
til græsgang for fårehjorde.
Men når ånd fra det høje udgydes over os,
bliver ørkenen en frugthave,
og Karmel regnes for skov.
Retten skal bo i ørkenen,
retfærdigheden på Karmel.
Retfærdighed skaber fred,
retfærdighed bringer ro og tryghed
til evig tid.
Mit folk skal bo på fredens boplads,
i boliger, hvor tillid råder,
på hvilesteder, hvor de kan være sorgløse.
Hele skoven falder,
byen synker fuldstændig sammen.
Men lykkelige I, der sår ved hvert vandløb
og lader okser og æsler løbe frit omkring.