Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 29
Veråb over Jerusalem
Ve Ariel, Ariel,
den by, David belejrede!
Føj blot år til år,
lad festerne komme og gå.
Men jeg bringer trængsel over Ariel,
der kommer suk og klage;
så først bliver det mit Ariel!
Jeg belejrer dig på alle sider,
jeg lukker dig inde bag volde,
jeg rejser fæstningsværker omkring dig.
Du er sunket sammen og taler fra jorden,
fra støvet lyder dine ord kun svagt;
din stemme er som en dødnings fra jorden,
fra støvet kommer dine ord som en hvisken.
De mange overmodige skal blive som støvfnug,
de mange voldsmænd som avner, der blæses bort.
Pludselig, i et nu,
kommer straffen fra Hærskarers Herre,
som torden og jordskælv og voldsomme brag,
hvirvelvind, storm og fortærende flammer.
Men det skal gå som i en drøm,
i et nattesyn:
Alle de mange folk,
der fører krig mod Ariel,
mod alle dets volde og dets fæstning,
alle, der bringer trængsel over det,
skal få det
som den sultne, der drømmer, at han spiser,
men stadig er sulten, når han vågner,
som den tørstige, der drømmer, at han drikker,
men stadig er udmattet og tørstig, når han vågner.
Sådan går det alle de folk,
der fører krig mod Zions bjerg.
Bliv stumme af undren,
lad øjnene lukkes til!
Drik jer berusede, men ikke i vin,
I skal rave, men ikke af øl.
For Herren har udgydt
en søvnens ånd over jer,
han har lukket jeres øjne til
– det er profeterne –
og dækket jeres hoveder til
– det er seerne –
Modtager I et syn, bliver det som ordene i en forseglet bog: Giver man den til en, der kan læse, og siger: »Læs dette her!« svarer han: »Det kan jeg ikke, for den er forseglet.« Og giver man bogen til en, der ikke kan læse, og siger: »Læs dette her!« svarer han: »Jeg kan ikke læse.«
Herren siger:
»Dette folk dyrker mig med munden
og ærer mig med læberne,
men deres hjerte er langt borte fra mig,
og deres gudsfrygt
er tillærte menneskebud;
derfor vil jeg stadig behandle dette folk
på underlig og sælsom måde,
de vises visdom skal ødelægges,
de kloges klogskab tilintetgøres.«
Ve dem, der søger ned i dybet bort fra Herren,
for at skjule deres planer;
deres gerninger sker i mørke,
og de siger: »Hvem ser os?
Hvem lægger mærke til os?«
I vender op og ned på det!
Som om pottemageren regnes som leret!
Kan en ting sige om ham, der lavede den:
»Han har ikke lavet mig«?
Kan det, der er formet, sige om ham, der formede det:
»Han har ingen forstand«?
De undertryktes frelse
Det varer kun kort tid,
så bliver Libanon igen en frugthave,
og Karmel regnes for skov.
På den dag skal de døve høre, hvad der står i bogen,
og de blindes øjne se trods mulm og mørke.
De hjælpeløse skal igen glæde sig over Herren,
de fattige skal juble over Israels Hellige.
Det er forbi med voldsmanden, det er ude med spotteren,
alle, der lurer på ondt, er udryddet;
de erklærede mennesker skyldige med deres ord
og lagde fælder for den, der skulle dømme i porten;
de afviste den uskyldige med tomme ord.
Derfor siger Herren til Jakobs hus,
Herren som udfriede Abraham:
Nu skal Jakob ikke længere blive til skamme,
nu skal hans ansigt ikke længere blegne;
for når hans børn får at se,
hvad mine hænder har skabt blandt dem,
vil de hellige mit navn.
De skal hellige Jakobs Hellige,
og Israels Gud skal være deres rædsel.
De, der er faret vild i ånden, får indsigt,
de, der murrer, tager imod belæring.
