Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 22
Mod Jerusalem
Et profetudsagn om Synernes Dal.
Hvad er der sket dig,
siden alle stiger op på tagene,
du by, fuld af larm og tummel,
du jublende stad?
Dine dræbte er ikke dræbt af sværdet
og ikke faldet i krig;
alle dine stormænd tog flugten,
de undveg buen,
alle dine mægtige blev lagt i lænker,
skønt de var flygtet langt bort.
Derfor sagde jeg:
»Vend blikket fra mig,
jeg må græde bittert.
Træng jer ikke på for at trøste mig,
fordi mit folks datter er ødelagt.«
For Herren, Hærskarers Herre, har en dag,
en dag med rædsel, undertrykkelse og forvirring.
I Synernes Dal lød der larm og spektakel,
der lød skrig mellem bjergene.
Elam løftede sit kogger,
Aram steg til hest,
Kir tog skjoldet frem.
Dine prægtige dale fyldtes med vogne,
rytterne tog opstilling foran portene
og fjernede Judas forsvarsværker.
Den dag satte I jeres håb til våbnene i Skovhuset. I så, at der var mange revner i Davidsbyens mure. Så samlede I vandet i Nedredammen. I gennemgik Jerusalems huse og rev nogle ned for at befæste bymuren. I anlagde en dam mellem de to mure til vandet fra Gammeldammen.
Men I satte ikke jeres håb til ham,
der havde skabt alt dette,
og I så ikke, at det var ham,
der havde dannet det for længst.
Den dag kaldte Herren, Hærskarers Herre,
til gråd og klage.
Man skulle klippe sig skaldet
og klæde sig i sæk.
Men der var fryd og glæde,
man dræbte okser og slagtede får,
man spiste kød og drak vin;
man åd og drak,
»for i morgen skal vi dø!«
Men Hærskarers Herre lod det lyde i mine ører:
Denne synd kan ikke sones, før I dør,
sagde Herren, Hærskarers Herre.
Dette sagde Herren, Hærskarers Herre:
Gå hen til denne slotsforvalter,
hofchefen Shebna, og sig:
Hvad og hvem giver dig ret til
at udhugge dig en grav her?
Du udhugger en grav højt oppe,
mejsler en bolig ud i klippen.
Men Herren vil slynge dig langt bort,
du stærke mand;
han vil gribe fat i dig,
vikle dig sammen og kaste dig hen som en bold
til et vidtstrakt land.
Dér skal du dø,
og dér skal dine fornemme vogne
blive til skændsel for din herres hus.
Jeg støder dig ned fra din stilling
og styrter dig fra dit embede.
På den dag vil jeg tilkalde min tjener Eljakim, Hilkijas søn. Jeg vil give ham din kjortel på, binde dit skærf om ham og overdrage ham din myndighed. Han skal blive en far for Jerusalems indbyggere og for Judas hus. Jeg vil lægge nøglen til Davids hus på hans skulder; og når han lukker op, skal ingen lukke i, og når han lukker i, skal ingen lukke op. Jeg banker ham ind som en nagle på et solidt sted, så han bliver en ærestrone for sin fars hus. Hele vægten af hans fars hus hænger på ham som kviste og blade – alle småtingene, både skåle og krukker. På den dag, siger Hærskarers Herre, skal naglen gå løs, selv om den var sat solidt fast; den bliver revet ud og falder ned, og alt det, der hang på den, bliver knust. Herren har talt.
