Bibelen online
Esajas' Bog Kapitel 10
Ve jer, der giver onde love
og udsteder uretfærdige forordninger
for at afvise de svages sag
og berøve mit folks hjælpeløse deres ret,
for at udbytte enker
og udplyndre faderløse.
Hvad vil I gøre på straffens dag,
når uvejret kommer fra det fjerne?
Hvem vil I flygte til efter hjælp,
og hvor vil I efterlade jeres rigdomme?
Nej, de skal synke i knæ blandt fanger
eller falde blandt dræbte.
Trods det har hans vrede ikke lagt sig,
hans hånd er stadig løftet.
Veråb over den hovmodige assyrerkonge
Ve Assyrien, min vredes kæp,
min harme er stokken i hans hånd.
Jeg sendte ham mod et gudløst folk,
beordrede ham imod min vredes folk
for at tage bytte og plyndre
og trampe det ned som gadens ler.
Men det var ikke det, han havde tænkt sig,
det var ikke det, han havde planlagt;
nej, han ville tilintetgøre
og udrydde mange folk.
Han sagde:
»Er mine stormænd ikke konger?
Gik det ikke Kalno som Karkemish?
Gik det ikke Hamat som Arpad?
Gik det ikke Samaria som Damaskus?
Når min hånd fandt frem
til afgudernes riger,
hvor der var flere gudebilleder end i Jerusalem og Samaria,
kan jeg så ikke gøre
mod Jerusalem og dens gudestøtter,
som jeg gjorde mod Samaria og dens afguder?«
Men når Herren har fuldført hele sit værk på Zions bjerg og i Jerusalem, vil jeg straffe Assyriens konge for frugten af hans hjertes hovmod og for hans stolte øjnes pral. For han har sagt:
»Jeg greb ind med min stærke hånd
og i min visdom, for jeg er klog.
Jeg fjernede folkenes grænser
og plyndrede deres skatte;
som den mægtige styrtede jeg herskere fra tronen.
Min hånd fandt frem til folkenes rigdomme
som til en fuglerede.
Som man samler forladte æg,
har jeg samlet hele jorden,
og der var ingen, der slog med vingen
eller åbnede næbbet og peb.«
Praler øksen over for ham, der hugger med den?
Hovmoder saven sig over for ham, der trækker den?
Som om kæppen kan svinge ham, der løfter den,
eller stokken løfte ham, der ikke er af træ!
Derfor sender Herren, Hærskarers Herre,
svindsot i hans fede krop,
og under hans pragt skal det brænde
som en flammende ild.
Israels lys bliver til en ild,
dets Hellige til en flamme;
den skal brænde og fortære hans tidsel og tjørn
på én og samme dag.
Den tilintetgør rub og stub
i hans herlige skov og frugthave;
han tæres fuldstændig hen.
Resten af træerne i hans skov bliver til at tælle,
selv et barn kan skrive dem op.
På den dag skal Israels rest og de overlevende fra Jakobs hus ikke mere støtte sig til ham, der slog dem, men i oprigtighed skal de støtte sig til Herren, Israels Hellige. En rest vender om, Jakobs rest, til den vældige Gud. For selv om dit folk, Israel, er talrigt som havets sand, skal kun en rest vende om. Tilintetgørelsen er besluttet, den strømmer frem med retfærdighed. For Herren, Hærskarers Herre, vil gennemføre den tilintetgørelse, han har besluttet, på hele jorden.
Derfor siger Herren, Hærskarers Herre: »Mit folk, der bor på Zion, frygt ikke for Assyrien, når det slår dig med kæppen og løfter staven over dig, som det skete i Egypten. For det varer kun kort tid, før vreden er forbi; så skal min harme tilintetgøre dem.« Hærskarers Herre skal svinge svøben mod dem, som da Midjan blev slået ved Orebs klippe; han løfter sin stav over havet, som det skete i Egypten.
På den dag
fjernes hans byrde fra dine skuldre
og hans åg fra din nakke,
for åget sprænges på grund af fedme.
Han rykker frem til Ajjat,
går gennem Migron,
i Mikmas efterlader han trosset.
De går gennem passet,
i Geba slår de lejr for natten.
Rama ryster,
Sauls Gibea flygter.
Skrig højt, Bat-Gallim,
lyt efter, Lajsha,
giv svar, Anatot!
Madmena tager flugten,
Gebims indbyggere bringer sig i sikkerhed.
Endnu i dag står han i Nob,
han svinger hånden mod Zions datters bjerg,
Jerusalems høj.
Men Herren, Hærskarers Herre,
hugger grenene af under rædsel;
de knejsende stammer fældes,
de høje træer segner.
Han rydder skovens tætte krat med øksen,
Libanon falder for den Mægtige.
Note:
På hebraisk er der ordspil mellem Anatot og giv svar og mellem Madmena og tager flugten.
