Israelitterne sagde: »Fortæl, hvordan denne forbrydelse skete.« Levitten, den myrdede kvindes mand, sagde: »Jeg og min medhustru kom til Gibea i Benjamin for at overnatte der. Borgerne i Gibea rejste sig imod mig og omringede det hus, hvor jeg var om natten. Mig havde de tænkt sig at dræbe, og de voldtog min medhustru, så hun døde. Så tog jeg min medhustru og skar hende i stykker og sendte stykkerne af hende ud i alle egne af Israels land, fordi de havde handlet så skamløst og nedrigt i Israel. Nu er I her, alle israelitter; sig, hvad I råder til!« Da rejste hele folket sig, alle som én, og sagde: »Vi går ikke hver til sit! Ingen af os tager hjem! Sådan vil vi gøre mod Gibea: Vi vil drage op mod den efter lodkastning. Af alle Israels stammer vil vi udtage ti mand for hver hundrede og hundrede for hver tusind og tusind for hver ti tusind; de skal hente proviant til dem, der er kommet for at gengælde Gibea i Benjamin den nedrighed, de har begået i Israel.« Så sluttede israelitterne sig sammen mod byen, alle som én.

Israels stammer sendte mænd rundt i hele Benjamins stamme med den besked: »Hvad er det dog for en forbrydelse, der er begået hos jer! Udlevér de ondsindede mænd i Gibea, så vi kan dræbe dem og udrydde det onde af Israel.« Men benjaminitterne ville ikke høre på deres brødre israelitterne. Fra byerne samledes benjaminitterne i Gibea for at rykke ud til kamp mod israelitterne, og den dag mønstrede benjaminitterne seksogtyve tusind våbenføre mænd fra byerne. Desuden mønstrede indbyggerne i Gibea syv hundrede udvalgte mænd. Blandt alle disse folk var der syv hundrede udvalgte mænd, der var kejthåndede. De kunne alle slynge med sten og ramme på et hår uden at fejle. Israelitterne – fraregnet Benjamin – mønstrede fire hundrede tusind våbenføre mænd, alle sammen krigere.

Israelitterne drog nu op til Betel og spurgte Gud: »Hvem af os skal først drage op og angribe benjaminitterne?« Herren svarede: »Det skal Juda.« Om morgenen brød israelitterne op og slog lejr i nærheden af Gibea. Så rykkede de ud mod benjaminitterne og stillede op til kamp mod dem ved Gibea. Benjaminitterne rykkede ud fra Gibea, og den dag strakte de toogtyve tusind israelitter til jorden. Så drog israelitterne op til Betel. De græd for Herrens ansigt lige til aften, og de spurgte Herren: »Skal vi igen gå til angreb på vores brødre benjaminitterne?« Herren svarede: »Ja, drag op mod dem!« Folket, israelitterne, fattede mod og stillede igen op til kamp på samme sted som dagen før. De rykkede frem mod benjaminitterne den anden dag. Men benjaminitterne rykkede ud imod dem fra Gibea den anden dag og strakte yderligere atten tusind israelitter til jorden, alle sammen våbenføre mænd. Så drog alle israelitterne, hele folket, op til Betel. Dér satte de sig og græd for Herrens ansigt, og de fastede den dag lige til aften, og de bragte brændofre og måltidsofre for Herrens ansigt. Derpå rådspurgte de Herren; på den tid stod Guds pagts ark dér, og Pinehas, Eleazars søn, Arons sønnesøn, gjorde tjeneste for Herrens ansigt på den tid. Israelitterne spurgte: »Skal vi igen rykke ud til kamp mod vores brødre benjaminitterne, eller skal vi lade være?« Herren svarede: »Drag op, for i morgen giver jeg dem i jeres hånd.« Så lagde israelitterne baghold rundt om Gibea.

Den tredje dag drog israelitterne op mod benjaminitterne og gik i stilling over for Gibea ligesom de andre gange. Benjaminitterne rykkede ud imod hæren og blev trukket væk fra byen. Ligesom de andre gange huggede de til at begynde med nogle af israelitterne ned på åbent land, langs vejene som førte til Betel og til Gibeon; der faldt omkring tredive mand. Benjaminitterne tænkte: »Vi har slået dem ligesom før!« Men israelitterne sagde: »Lad os flygte, så vi får dem trukket væk fra byen og ud på vejene.« Så brød alle israelitterne op derfra, hvor de stod, og gik i stilling i Ba'al-Tamar, mens mændene i bagholdet dukkede op fra deres skjul vest for Geba. Ti tusind mand, udvalgt fra hele Israel, gik frem mod Gibea, og kampen blev hård. Benjaminitterne vidste ikke, at ulykken var ved at ramme dem. Herren slog benjaminitterne i kampen mod israelitterne. Den dag udryddede israelitterne femogtyve tusind ét hundrede benjaminitter, alle sammen våbenføre mænd. Da indså benjaminitterne, at de var slået.

Israelitterne trak sig tilbage for benjaminitterne, for de stolede på det baghold, de havde lagt ved Gibea. Mændene i bagholdet foretog nu et hurtigt overfald på Gibea; de rykkede frem og huggede alle indbyggerne ned med sværd. Israelitterne havde aftalt med mændene i bagholdet, at de skulle lade en røgsøjle stige op fra byen. Israelitterne gjorde omkring i kampen, og til at begynde med huggede benjaminitterne nogle af israelitterne ned, omkring tredive mand, for de tænkte: »Nu har vi slået dem ligesom forrige gang.« Men så begyndte røgsøjlen at stige op fra byen, og da benjaminitterne vendte sig om, så de, at hele byen gik op i røg, og samtidig gjorde israelitterne omkring. Benjaminitterne blev forfærdede, da de så, at ulykken havde ramt dem, og de vendte om og flygtede for israelitterne i retning ad ørkenen. Men krigen indhentede dem, og mændene fra byen var snart blandt dem og udryddede dem. De omringede benjaminitterne, forfulgte dem uden at standse og indhentede dem, da de var på højde med Geba mod øst. Der faldt atten tusind benjaminitter, alle sammen erfarne krigere. De vendte om og flygtede ud i ørkenen til Rimmons klippe; og israelitterne fik på vejene en efterslæt på fem tusind mand. De forfulgte dem til Gideom og huggede to tusind mand ned. Af benjaminitter var der den dag faldet i alt femogtyve tusind våbenføre mænd, alle sammen erfarne krigere. Seks hundrede mand vendte om og flygtede ud i ørkenen til Rimmons klippe, og dér blev de fire måneder.

Israelitterne vendte tilbage til benjaminitterne, og i hver eneste by huggede de mænd og dyr, alt, hvad de traf på, ned med sværd; og alle de byer, de kom til, stak de ild på.