Bibelen online
Daniels Bog Kapitel 8
Synet om vædderen og gedebukken
I kong Belshassars tredje regeringsår viste der sig et syn for mig, Daniel, efter det, der tidligere havde vist sig for mig. I synet så jeg – jeg var i borgen i Susa i provinsen Elam, da jeg så det – i synet så jeg, at jeg var ved vandløbet Ulaj. Jeg løftede øjnene og så en vædder, der stod ved vandløbet; den havde to horn. Hornene var store, det ene større end det andet, og det største voksede sidst frem. Jeg så, at vædderen stangede mod vest, nord og syd. Intet dyr kunne holde stand mod den, ingen kunne reddes ud af dens magt; den kunne gøre, hvad den fandt for godt, og den tiltog sig magt. Mens jeg iagttog det, kom en gedebuk farende fra vest hen over hele jorden, men uden at røre jorden. Bukken havde et anseligt horn i panden. Den kom hen imod vædderen med de to horn, som jeg havde set stå ved vandløbet, og løb imod den med voldsom kraft. Jeg så, hvordan den nåede helt hen til vædderen, gik løs på den i raseri, ramte ind i den og brækkede dens to horn af. Vædderen havde ikke kraft til at holde stand mod den; bukken kastede den til jorden og trampede den ned, og ingen kunne redde vædderen ud af dens magt. Gedebukken tiltog sig meget stor magt; men da dens magt var på sit højeste, blev det store horn brækket af, og i stedet for det voksede fire anselige horn frem efter de fire verdenshjørner. Fra et af dem udgik et lille horn, som voksede sig større og større mod syd og øst og mod det herlige land. Det voksede sig stort, helt op til himlens hær, og styrtede en del af hæren og stjernerne til jorden og trampede på dem. Det tiltog sig magt helt op til fyrsten for hæren, det daglige offer blev frataget ham, og hans grundfæstede helligdom blev vanæret. Dets hær blev på forbryderisk vis stillet op for at hindre det daglige offer; det kastede sandheden til jorden og havde held med, hvad det gjorde. Så hørte jeg en af de hellige tale; en anden af de hellige spurgte ham, der talte: »Hvor længe gælder synet om det daglige offer og den ødelæggende forbrydelse og om helligdommen og det herlige land, der overgives til nedtrampning?« Han svarede mig: »2300 aftener og morgener! Derefter skal helligdommen få sin ret tilbage.«
Mens jeg, Daniel, så synet og prøvede at forstå det, stod der pludselig foran mig en, der så ud som en mand, og jeg hørte en menneskestemme råbe over Ulaj: »Gabriel, forklar ham synet!« Da han kom hen, hvor jeg stod, blev jeg grebet af rædsel og kastede mig ned. Så sagde han til mig: »Du skal forstå, menneske, at synet gælder endetiden.« Mens han talte med mig, lå jeg i dyb søvn med ansigtet mod jorden; han rørte ved mig og rejste mig op, og han sagde: »Jeg vil lade dig vide, hvad der skal ske, når vreden er ved at være til ende, for det gælder endetidspunktet. Den vædder, du så, den med de to horn, er kongerne af Medien og Persien. Den lodne buk er kongen af Grækenland, og det store horn i panden er den første konge. At hornet blev brækket af, og fire andre opstod i stedet for, betyder, at fire kongeriger skal opstå af hans folk, men uden hans styrke.
Når deres herredømme er til ende,
når de er færdige med deres forbrydelser,
vil der opstå en konge med hårdt ansigt,
en der forstår sig på rænker.
Hans styrke bliver stor
– men ikke som den andens styrke –
han ødelægger uhyggeligt meget;
han har held med, hvad han gør,
han ødelægger de mægtige
og et folk af hellige.
I sin kløgt
har han held med sit bedrag,
han hovmoder sig,
sorgløst ødelægger han mange,
han rejser sig mod fyrsternes fyrste.
Men han skal blive knust,
og det ikke ved menneskehånd!
Og det, der blev sagt om synet om »aftener og morgener«, er sandt. Nu skal du holde synet skjult, for det gælder en fjern fremtid.«
Jeg, Daniel, blev ramt af sygdom i nogen tid; men jeg stod op og gjorde igen tjeneste for kongen. Jeg var grebet af undren over synet, som jeg ikke forstod.
