Se, endnu tre konger skal fremstå i Persien. Den fjerde samler sig større rigdom end de andre, og når hans rigdom har givet ham styrke nok, vil han opbyde alle mod det græske rige. Men så fremstår en heltekonge. Han skal herske med stor magt, og han gør, hvad han finder for godt. Næppe er han stået frem, før hans rige bryder sammen og deles efter de fire verdenshjørner, men ikke til hans efterkommere, og herredømmet bliver heller ikke som hans herredømme. For hans rige bliver rykket op med rode og overgår til andre. Sydens konge bliver stærk; men en af hans fyrster bliver stærkere og hersker med større magt end han. Efter nogle års forløb slutter de dog forbund med hinanden, og datteren af Sydens konge kommer til Nordens konge, for at forliget kan indgås. Men hun har ikke tilstrækkelig styrke, og hans hærstyrker kan ikke holde stand. Hun og hendes følge, hendes søn og hendes ægtemand, bliver overgivet til døden.

På den tid vil der opstå et skud fra hendes rod i stedet for ham. Han rykker frem mod Nordens konges hær, trænger ind i hans fæstninger og sejrer i kampen mod dem. Deres guder og gudebilleder, deres kostbare kar af sølv og guld tager han med som bytte til Egypten; siden holder han sig en tid fra Nordens konge. Da Nordens konge vil trænge ind i Sydens konges rige, må han vende tilbage til sit eget land. Hans søn ruster sig til krig, samler store troppestyrker og rykker frem som en stormflod; han ruster sig igen mod Sydens konges fæstninger, men Sydens konge bliver rasende og drager ud for at føre krig mod Nordens konge, som opstiller en stor hær, men den falder i hans magt. Når hæren er tilintetgjort, bliver Sydens konge hovmodig; han fælder titusinder, men er ikke stærk nok. Nordens konge opstiller igen en hær, større end den første, og efter nogen tid rykker han frem med sin store hær og et vældigt tros. På den tid gør mange modstand mod Sydens konge, og voldsmænd inden for dit eget folk vil rejse sig for at virkeliggøre et syn, men det vil mislykkes for dem. Derpå rykker Nordens konge frem, kaster en vold op og indtager en befæstet by. Sydens styrker kan ikke holde stand; de udvalgte tropper formår ikke at holde stand. Den, der rykker frem imod dem, kan gøre, hvad han finder for godt, da ingen kan holde stand imod ham. Han får fodfæste i det herlige land og bringer ødelæggelse med sig. Han sætter sig for at få hele fjendens rige i sin magt; han indgår forlig med ham og giver ham en datter af en af sine hustruer for at ødelægge riget. Men det kan ikke gennemføres, og det lykkes ikke for ham. Så vender han sig mod de fjerne øer og erobrer mange af dem. Men en hærfører gør ende på hans spot, sådan at han ikke kan gentage sin spot imod ham. Han vil trække sig tilbage til sine fæstninger i sit eget land, men det mislykkes, og han falder og forsvinder. I hans sted fremstår en, der sender sin skatteopkræver til den prægtigste del af riget. Efter kort tid bliver han knust, men det skyldes hverken Guds vrede eller krig.

I hans sted fremstår en usling, som man nægter kongeværdigheden. Men han kommer under foregivelse af fred og bemægtiger sig riget med list. Hærstyrker skylles fuldstændig bort foran ham; de bliver knust, og det samme sker med pagtsfyrsten. Han bedrager dem, han har sluttet forbund med, og rykker frem med få folk og tager magten. Under foregivelse af fred drager han ind i provinsens frugtbareste egne og gør, hvad hverken hans fædre eller hans fædres fædre ville have gjort. Han strør om sig med rov, ran og krigsbytte, og han planlægger angreb mod fæstninger, men det varer kun en tid. Så samler han kraft og mod til at gå mod Sydens konge med en stor hær; Sydens konge ruster sig også til krigen med en stor og overmåde stærk hær. Men han kan ikke holde stand, for de, der spiser ved hans taffel, lægger planer imod ham. De knuser ham, hans hær bliver skyllet bort, og mange ligger dræbt. Begge kongerne har ondt i sinde, og de lyver, mens de sidder ved samme bord. Intet lykkes dog, for enden kommer først til den fastsatte tid. Da han skal tilbage til sit eget land med stort krigsbytte, har han ondt i sinde mod den hellige pagt og bringer det til udførelse. Derefter vender han tilbage til sit land.

Til den fastsatte tid trænger han igen ind i Sydens land; men denne gang går det ikke som før: Kittæiske skibe kommer imod ham, han taber modet, vender om, retter sin vrede mod den hellige pagt og bringer den til udførelse. Før han vender tilbage, mærker han sig dem, der har svigtet den hellige pagt. Nogle af hans hærstyrker tager opstilling og vanhelliger helligdommen, den faste borg; de afskaffer det daglige offer og opstiller Ødelæggelsens Vederstyggelighed. Dem, der har handlet ugudeligt mod pagten, bringer han til frafald med smiger. Men det folk, der kender sin Gud, står fast i ord og gerning. De indsigtsfulde i folket bringer mange til at forstå det, selv om de en tid bliver offer for sværd, flammer, fangenskab og rov. Og når de bliver det, får de kun lidt hjælp, for mange har sluttet sig til dem på skrømt. De indsigtsfulde bliver ofre, for at de kan blive prøvet, lutret og renset, før endetiden kommer. For den kommer først til den fastsatte tid.

Kongen gør, hvad han finder for godt; han ophøjer sig og gør sig stor over for enhver gud. Og mod gudernes Gud udtaler han de forunderligste ting. Han har lykken med sig, indtil vreden er forbi; for hvad der er besluttet, vil ske. Sine fædres guder giver han ikke agt på, ej heller kvindernes yndlingsgud eller nogen gud overhovedet; men han gør sig stor over for dem alle. I stedet ærer han Fæstningernes Gud; en gud, hans fædre ikke kendte, ærer han med guld, sølv, ædelstene og kostbarheder. En fremmed guds folk gør han til forsvarere for sine fæstninger, og dem, han anerkender, overøser han med æresbevisninger, giver dem herredømme over mange og tildeler dem jord som belønning.

I endetiden tørner Sydens konge sammen med ham. Men Nordens konge stormer løs på ham med vogne, ryttere og mange skibe. Han trænger ind i landene som en stormflod. Så når han til det herlige land, og titusinder falder. Men Edom, Moab og de ypperste af ammonitterne undslipper hans magt. Derimod slipper Egypten ikke, når han rækker sin hånd ud mod landene. Han kommer til at råde over skattene af guld, sølv og alle slags kostbarheder i Egypten, og libyere og nubiere må følge ham. Men rygter fra øst og nord forfærder ham, og i stor vrede drager han af sted for at udrydde og lægge band på mange. Han opslår sine paladstelte mellem havet og det herlige, hellige bjerg. Men han går mod sin ende, og ingen kommer ham til hjælp.