På den tid holdt jeg, Daniel, sorg i tre uger. Jeg spiste ikke lækkert brød, der kom ikke kød og vin i min mund, og jeg salvede mig ikke, før de tre uger var gået. På den fireogtyvende dag i den første måned, da jeg var ved bredden af den store flod, Tigris, løftede jeg øjnene og så en mand iført en linneddragt, med et bælte af Ufaz-guld om lænden. Hans legeme var som krysolit, hans ansigt strålede som lynet, hans øjne som flammende fakler, og hans arme og hans fødder var som blank kobber. Når han talte, lød det som en folkeskare. Kun jeg, Daniel, så synet; mændene, der var sammen med mig, så det ikke, for en stor rædsel var faldet over dem, og de var flygtet og havde skjult sig. Jeg blev alene tilbage, og da jeg så dette vældige syn, forlod al kraft mig; jeg blev ligbleg og havde ikke flere kræfter. Så hørte jeg ham tale, mens jeg lå i dyb søvn med ansigtet mod jorden. Da rørte en hånd ved mig, ruskede i mig og fik mig op på knæ og hænder. Så sagde han til mig: »Daniel, du højtelskede mand, forstå de ord, jeg nu taler til dig, og rejs dig op; for nu er jeg udsendt til dig.« Og da han talte til mig, rejste jeg mig skælvende. Han sagde: »Frygt ikke, Daniel, for fra den første dag du satte dig for at opnå indsigt og at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er kommet for dine ords skyld. Fyrsten over perserriget har stået mig imod i enogtyve dage, men Mikael, en af de fornemste fyrster, kom mig til hjælp, da jeg var ladt tilbage dér hos Persiens konger. Og nu er jeg kommet for at få dig til at forstå, hvad der skal ske med dit folk ved dagenes ende. For også dette syn gælder de dage.«

Da han sagde det til mig, bøjede jeg mit ansigt mod jorden og blev stum. Men så var der en, der lignede et menneske, der rørte ved mine læber. Jeg åbnede munden og kunne tale igen, og jeg sagde til ham, der stod foran mig: »Herre, ved synet fik jeg krampe, og jeg havde ikke flere kræfter. Hvordan kan jeg, din tjener, tale med dig, der er min herre, når der ikke er mere kraft i mig, og min livsånde forsvinder?« Men han, der så ud som et menneske, rørte ved mig igen og gav mig styrke, og han sagde: »Frygt ikke, du højtelskede mand! Fred være med dig! Vær stærk! Vær stærk!« Mens han talte til mig, fik jeg styrken tilbage, og jeg sagde: »Nu kan du tale, herre, for du har givet mig min styrke igen.« Så sagde han: Ved du, hvorfor jeg er kommet til dig? Jeg tager nu kampen op med Persiens fyrste, og når det er forbi, kommer Grækenlands fyrste. Men jeg skal fortælle dig, hvad der står i Sandhedens Bog – ikke en eneste vil hjælpe mig imod dem, undtagen Mikael, jeres fyrste.