Og Saulus bifaldt mordet på Stefanus.

Filip tog ned til byen i Samaria og prædikede for dem om Kristus. Og i folkeskarerne var alle som én optaget af det, Filip sagde, når de lyttede til ham og så de tegn, han gjorde; for mange af dem, der var besat af urene ånder, dem fór de ud af med råb og høje skrig, og mange lamme og halte blev helbredt. Og der blev stor glæde i den by. Men der var i forvejen i byen en mand, der udøvede magi, så folk i Samaria var helt overvældede. Han hed Simon og gav sig ud for at være noget stort. Alle, små som store, var optaget af ham og sagde: »Han er Guds kraft, den, der kaldes Den Store.« De var optaget af ham, fordi han gennem lang tid havde forbløffet dem med sine magiske kunster. Men da de nu troede Filip, der forkyndte evangeliet om Guds rige og om Jesu Kristi navn, lod de sig døbe, både mænd og kvinder. Ja, også Simon selv kom til tro, og da han var blevet døbt, holdt han sig hele tiden til Filip og var forbløffet over de tegn og mægtige gerninger, han så. Da apostlene i Jerusalem hørte, at Samaria havde taget imod Guds ord, sendte de Peter og Johannes ned til dem. Da de kom derned, bad de for dem, om at de måtte få Helligånden; for den var endnu ikke kommet over nogen af dem, de var kun blevet døbt i Herren Jesu navn. De lagde så hænderne på dem, og de fik Helligånden. Men da Simon så, at Ånden blev givet ved apostlenes håndspålæggelse, kom han med penge til dem og sagde: »Giv også mig den magt, at den, jeg lægger hænderne på, får Helligånden.« Peter svarede ham: »Gid dit sølv må forgå og du selv med, når du tror, at du kan købe Guds gave for penge. Du har hverken lod eller del i denne sag, for dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud. Omvend dig derfor fra din ondskab, og bed Herren om, at du må få tilgivelse for det, dit hjerte pønser på, for jeg ser, at du er fuld af gift og galde og lænket i uretfærdighed.« Men Simon svarede ham: »Gå i forbøn for mig hos Herren, så der ikke skal ske mig noget af det, I har sagt.«

Herrens engel talte til Filip og sagde: »Bryd op og gå sydpå ad den vej, der går fra Jerusalem til Gaza; den er øde.« Og Filip brød op og gik. Der var en etiopier, en mægtig hofmand hos etiopiernes dronning Kandake, som forvaltede alle hendes skatte; han var kommet til Jerusalem for at tilbede og var på vej hjem og sad i sin vogn og læste profeten Esajas. Ånden sagde til Filip: »Gå hen til den vogn og hold dig tæt op ad den!« Filip løb derhen, og da han hørte manden læse af profeten Esajas, spurgte han: »Forstår du også det, du læser?« Han svarede: »Hvordan skal jeg kunne det, når der ikke er nogen, der vejleder mig?« Og han bad Filip om at komme op i vognen og sætte sig hos ham. Det afsnit i Skriften, han læste, var dette:

Hofmanden spurgte Filip: »Jeg beder dig sige mig, hvem er det, profeten taler om her? Er det om sig selv, eller er det om en anden?« Filip tog så til orde, og han begyndte med dette skriftsted og forkyndte evangeliet om Jesus for ham. Mens de nu kørte hen ad vejen, kom de til noget vand, og hofmanden sagde: »Se, dér er vand, hvad hindrer mig i at blive døbt?« Filip sagde: »Tror du af hele dit hjerte, så kan det ske.« Han svarede: »Jeg tror, at Jesus Kristus er Guds søn.« Han befalede, at vognen skulle standse, og de gik begge ned i vandet, både Filip og hofmanden, og Filip døbte ham. Men da de kom op af vandet, bortrykkede Herrens ånd Filip, og hofmanden så ham ikke mere; han fortsatte sin rejse med glæde.