Bibelen online

Apostlenes Gerninger Kapitel 7

Stefanus' forsvarstale

Ypperstepræsten spurgte da: »Forholder det sig således?« Stefanus svarede:

»Brødre og fædre! Hør på mig! Herlighedens Gud viste sig for vor fader Abraham i Mesopotamien, før han slog sig ned i Karan, og sagde til ham: ›Forlad dit land og din slægt, og drag til det land, jeg vil vise dig.‹ Da forlod han kaldæernes land og slog sig ned i Karan, og da hans far var død, førte Gud ham bort derfra til det land, som I nu bor i. Gud gav ham ikke ejendom i det, ikke så meget som en fodsbred, men lovede at give Abraham og hans efterkommere landet til ejendom, skønt han var barnløs. Gud sagde, at hans efterkommere skulle bo som fremmede i et land, der ikke var deres. Dér skulle de være trælle og plages i fire hundrede år. ›Men så vil jeg dømme det folk, de er trælle for,‹ sagde Gud, ›og derefter skal de drage ud af landet og dyrke mig på dette sted.‹ Og Gud oprettede omskærelsens pagt med ham. Og så blev Abraham far til Isak og omskar ham på den ottende dag, og Isak blev far til Jakob, og Jakob til de tolv patriarker. Og patriarkerne blev skinsyge på Josef og solgte ham til Egypten, men Gud var med ham og udfriede ham fra alle hans trængsler og lod ham finde yndest og visdom i egypterkongen Faraos øjne, så Farao indsatte ham som leder af Egypten og hele sit hus. Der blev nu hungersnød i hele Egypten og Kana'an, nøden var stor, og vore fædre kunne ikke skaffe sig føden. Da Jakob hørte, at der var korn i Egypten, sendte han vore fædre af sted første gang. Men anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao blev klar over Josefs afstamning. Josef sendte bud efter sin far Jakob og hele slægten, i alt femoghalvfjerds mennesker. Og Jakob drog ned til Egypten, og dér døde han og vore fædre; de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham for en sum penge havde købt af Hamors sønner i Sikem. Som tiden nu nærmede sig for opfyldelsen af det løfte, Gud havde givet Abraham, blev folket stort og talrigt i Egypten, indtil der kom en anden konge over Egypten, som ikke kendte til Josef. Denne konge brugte list mod vort folk og plagede vore fædre ved at lade deres spædbørn sætte ud, for at de ikke skulle blive i live. På den tid blev Moses født, og han var et dejligt barn i Guds øjne. I tre måneder blev han passet i sin fars hus, og da han så var blevet sat ud, tog Faraos datter ham op og opdrog ham som sin egen søn. Moses blev oplært i al egypternes visdom og var mægtig både i ord og handling. Da han var fyldt fyrre år, fik han den tanke at besøge sine brødre, Israels børn. Da han så en af dem blive overfaldet, kom han ham til hjælp, og han hævnede den mishandlede ved at slå egypteren ihjel. Han mente nu, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville bringe dem frelse, men de forstod det ikke. Næste dag dukkede han op, netop som de var i slagsmål. Han forsøgte at forlige dem til at slutte fred og sagde: ›I er jo brødre! Hvorfor overfalder I så hinanden?‹ Men den mand, der havde overfaldet sin landsmand, afviste Moses og sagde: ›Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel i går?‹ Da Moses hørte det, flygtede han og boede som fremmed i landet Midjan, hvor han fik to sønner.

Efter fyrre års forløb viste en engel sig for ham i ørkenen ved bjerget Sinaj i flammen fra en brændende tornebusk. Og da Moses så det, undrede han sig over synet, men da han gik hen for at se nøjere på det, lød Herrens røst: ›Jeg er dine fædres Gud, Abrahams og Isaks og Jakobs Gud.‹ Da skælvede Moses og turde ikke se derhen. Men Herren sagde til ham: ›Tag dine sandaler af, for stedet, du står på, er hellig jord. Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, jeg har hørt deres klageskrig, og jeg er kommet ned for at redde dem. Gå nu! Jeg vil sende dig til Egypten.‹ Den Moses, som de afviste med ordene: Hvem har sat dig til at være herre og dommer? – ham sendte Gud som herre og befrier, hjulpet af den engel, der havde vist sig for ham i tornebusken. Det var ham, der førte dem ud, og som gjorde undere og tegn i Egypten og ved Det Røde Hav og i ørkenen i fyrre år. Det var den Moses, som sagde til israelitterne: ›Gud vil lade en profet som mig fremstå for jer, en af jeres egne.‹ Det var også ham, der i menigheden i ørkenen var sammen med englen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og med vore fædre, og han modtog livgivende ord at give os. Ham ville vore fædre ikke adlyde, de afviste ham og vendte i deres hjerte tilbage til Egypten og sagde til Aron: ›Lav os en gud, som kan gå foran os, for vi ved ikke, hvad der er blevet af denne Moses, som førte os ud af Egypten.‹ I de dage fremstillede de så en kalv og ofrede til afgudsbilledet, og de glædede sig over deres hænders værk. Da vendte Gud sig bort og prisgav dem til at dyrke himlens hær, som der er skrevet i Profeternes Bog:

Bragte I mig slagtofre og afgrødeofre

de fyrre år i ørkenen, Israels hus?

Teltet med Molok førte I med jer

og jeres gud Raifans stjerne,

de billeder, I har lavet for at tilbede dem.

Så fører jeg jer bort til et sted

på den anden side af Babylon.

I ørkenen havde vore fædre Vidnesbyrdets telt, og det var sådan, som han, der havde talt med Moses, havde befalet ham at indrette det, efter det forbillede, Moses havde fået at se. Det telt overtog vore fædre, og de bragte det med sig, da de under Josva tog landet i besiddelse efter de folkeslag, som Gud drev bort foran vore fædre, og sådan var det indtil Davids tid. Han fandt nåde for Guds øjne og bad om, at han måtte finde en bolig til Jakobs Gud. Men det blev Salomo, der byggede ham et hus. Dog bor den Højeste ikke i huse, bygget af hænder – som profeten siger:

Himlen er min trone,

jorden min fodskammel;

hvilket hus skulle I kunne bygge mig,

siger Herren,

eller hvilket sted skulle være min bolig?

Har min hånd ikke skabt alt dette?

I stivnakkede og uomskårne på hjerte og øre! I sætter jer altid op imod Helligånden; det gjorde jeres fædre, og det gør I. Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? De dræbte dem, der forudsagde, at den Retfærdige ville komme, og I er blevet hans forrædere og mordere. I modtog loven på engles anvisninger, men I har ikke holdt den.«

Steningen af Stefanus

Da de hørte dette, blev de ramt i deres hjerter og skar tænder imod ham. Men fuld af Helligånden stirrede Stefanus mod himlene, og han så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre side. Og han sagde: »Nu ser jeg himlen åben og Menneskesønnen stå ved Guds højre side.« Da skreg de højt, holdt sig for ørerne og fór alle som én løs på ham. De drev ham uden for byen og begyndte at stene ham. Vidnerne lagde deres kapper ved fødderne af en ung mand, der hed Saulus. Så stenede de Stefanus, mens han bad: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« Han faldt på knæ og råbte med høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen.