Da vi var frelst, fik vi at vide, at øen hed Malta. De indfødte viste os usædvanlig hjælpsomhed. De tændte bål og tog sig af os alle, for det var sat ind med regn og kulde. Paulus havde samlet en bunke kvas, og da han lagde den på bålet, krøb en slange ud på grund af varmen og bed sig fast i hans hånd. Da de indfødte så dyret hænge ned fra hans hånd, sagde de til hinanden: »Den mand er sikkert en morder, som retfærdighedens gudinde ikke giver lov til at leve, selv om han er frelst fra havet.« Men Paulus rystede dyret af i ilden og tog ingen skade. De indfødte ventede, at han ville svulme op eller pludselig falde død om; men da de havde ventet længe og så, at der ikke var sket noget med ham, slog de helt om og sagde, at han var en gud.

Tre måneder senere afsejlede vi med et skib fra Alexandria, som havde ligget ved øen vinteren over, og som førte Tvillingernes mærke. Vi løb ind til Syrakus og blev dér i tre dage. Vi lettede anker og nåede derfra til Regium. Dagen efter blev der søndenvind, og den følgende dag kom vi til Puteoli. Dér mødte vi nogle brødre, som indbød os til at blive hos dem i en uge. Og så nåede vi til Rom. Brødrene dér havde hørt om os og var kommet helt ud til Forum Appii og Tres Tabernæ for at møde os. Da Paulus så dem, takkede han Gud og fik nyt mod. Og da vi var kommet ind til Rom, fik han tilladelse til at bo for sig selv sammen med den soldat, der skulle bevogte ham.

Tre dage senere sammenkaldte Paulus jødernes førende mænd. Da de var forsamlet, sagde han: »Brødre! Jeg har intet gjort imod folket eller imod fædrenes skikke, alligevel er jeg blevet udleveret fra Jerusalem til romerne som fange. Efter at de havde forhørt mig, ville de løslade mig, fordi jeg ikke var skyldig i noget, der kræver dødsstraf. Men jøderne gjorde indsigelse, og jeg blev nødt til at indanke min sag for kejseren, dog ikke fordi jeg havde noget at anklage mit folk for. Det er altså grunden til, at jeg har bedt om at måtte træffe jer og tale til jer; for jeg bærer denne lænke på grund af Israels håb.« De svarede: »Vi har ikke fået noget brev om dig fra Judæa, og der er heller ikke kommet nogen af vore brødre, som har fortalt eller sagt noget ondt om dig. Men vi ønsker at høre af din egen mund, hvad du har i sinde. For vi ved, at dette parti vækker modsigelse alle vegne.«

Derfor skal I vide, at denne frelse fra Gud er sendt til hedningerne; og de skal høre!« Da han havde sagt dette, gik jøderne bort under stor indbyrdes strid.