Bibelen online
Apostlenes Gerninger Kapitel 27
Rejsen til Rom
Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, blev både Paulus og nogle andre fanger overladt til Julius, en officer fra den kejserlige hærafdeling. Vi gik om bord i et skib fra Adramyttion, som skulle anløbe byerne på Lilleasiens kyst, og afsejlede; sammen med os var Aristark, en makedoner fra Thessalonika. Næste dag lagde vi til i Sidon; og Julius behandlede Paulus venligt og gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. Da vi sejlede derfra, holdt vi ind under Cypern, fordi vi havde modvind. Vi sejlede over havet langs Kilikien og Pamfylien og kom så til Myra i Lykien. Dér fandt officeren et skib fra Alexandria, som skulle til Italien, og han fik os om bord i det. Efter at vi i mange dage havde sejlet langsomt og med stort besvær var nået ud for Knidos, sejlede vi ind under Kreta ved Salmone, for vinden hindrede os i at komme frem. Med nød og næppe kom vi forbi Salmone og nåede til et sted, der hedder Gode Havne, i nærheden af byen Lasæa.
Da der var gået en rum tid, og det ikke længere var sikkert at sejle, fordi fastedagen tilmed allerede var ovre, advarede Paulus dem og sagde: »Folk, jeg kan se, at denne sejlads vil medføre ulykke og stort tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« Men officeren lyttede mere til styrmanden og kaptajnen end til det, Paulus sagde. Og da havnen var uegnet til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle videre for om muligt at nå frem til Fønix og overvintre dér; det er en havn på Kreta, der vender mod sydvest og mod nordvest.
Da der blæste en let søndenvind op, og de mente, at det, de havde besluttet, var så godt som gennemført, lettede de anker og sejlede langs med Kretas kyst. Men ikke længe efter brød der en hvirvelstorm løs, en rigtig nordøsten. Skibet blev revet med, og da det ikke kunne holdes op mod vinden, gav vi op og lod os drive. Vi kom så i læ af en lille ø, der hedder Kauda, og klarede med nød og næppe at bjærge skibsjollen og få den halet om bord. De tog nu nødudstyret i brug og surrede tov om skibet, og af frygt for at drive ned i Syrtebugten sænkede de slæbeankeret og lod sig drive. Eftersom vi var hårdt presset af stormen, begyndte de næste dag at kaste last over bord. Og den tredje dag kastede de egenhændigt skibsudrustningen ud. I flere dage sås hverken sol eller stjerner, og det var stadig hårdt vejr. Til sidst svandt ethvert håb om vores redning.
Da ingen mere havde lyst til at spise, trådte Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »I burde have lyttet til mig, folk, og ikke være sejlet fra Kreta, så havde I været sparet for denne ulykke og det tab. Men nu opfordrer jeg jer til at være ved godt mod; for intet liv skal gå tabt, kun skibet. For i nat stod der foran mig en engel fra den Gud, som jeg tilhører og tjener, og englen sagde: ›Frygt ikke, Paulus! Du skal stå frem for kejseren, og nu har Gud skænket dig alle dem, der rejser sammen med dig.‹ Derfor skal I være ved godt mod, folk, for jeg har den tro til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig; men vi skal strande på en ø.«
Strandingen på Malta
Da vi på fjortende døgn stadig drev rundt på Adriaterhavet, forekom det midt om natten sømændene, at de nærmede sig land. De kastede loddet ud og fik tyve favne. Da de var kommet lidt længere, loddede de igen og fik femten favne. Af frygt for, at vi skulle strande et eller andet sted på nogle skær, kastede de fire ankre ud fra agterstavnen og bad til, at det snart blev dag. Men sømændene forsøgte at flygte fra skibet og firede jollen ned i vandet under påskud af at ville sætte ankre ud fra forstavnen. Paulus sagde til officeren og soldaterne: »Hvis de sømænd ikke bliver om bord, kan I ikke reddes.« Så kappede soldaterne tovene til jollen og lod den drive væk.
Mens det var ved at blive dag, rådede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »Nu har I holdt ud og ventet fjorten dage i træk uden at få noget at spise; intet har I taget til jer. Derfor råder jeg jer til at spise noget; det skal til, for at I kan reddes. Ingen af jer skal nemlig miste så meget som et hovedhår.« Da Paulus havde sagt det, tog han et brød, og i alles påsyn takkede han Gud, brød det og gav sig til at spise. Nu fik alle nyt mod, og de tog føde til sig. Vi var i alt 276 mennesker om bord. Da de havde spist sig mætte, kastede de hvedelasten i havet for at lette skibet.
Da det blev dag, kendte de ikke landet, men de opdagede en vig med sandstrand og besluttede om muligt at lade skibet løbe ind dér. Så kappede de ankrene og lod dem gå i havet, samtidig løste de rortovene og satte forsejlet og holdt med vindens hjælp ind mod strandbredden. De stødte på et rev med dybt vand til begge sider, og dér satte de skibet på grund. Forstavnen borede sig ned og stod urokkeligt fast, men agterstavnen blev splintret af de voldsomme bølger. Så besluttede soldaterne at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme væk og flygte. Men officeren ville redde Paulus og hindrede dem i deres plan. Han befalede, at de, der kunne svømme, først skulle springe ud og komme i land, og derefter de andre, nogle på planker, andre på vragrester. Og således skete det, at alle kom frelst i land.
