Vel har jeg selv været af den mening, at man burde gøre meget for at bekæmpe Jesu, nazaræerens, navn, og det gjorde jeg i Jerusalem. Jeg fik fuldmagt fra ypperstepræsterne og lod mange af de hellige sætte i fængsel, og når de skulle henrettes, stemte jeg for det. I alle synagoger har jeg ofte med straf forsøgt at tvinge dem til bespottelse. Så voldsomt rasede jeg imod dem, at jeg forfulgte dem helt til byer i udlandet. Men under de forfølgelser rejste jeg engang til Damaskus med fuldmagt og bemyndigelse fra ypperstepræsterne. Undervejs, konge, så jeg midt om dagen et lys fra himlen stråle om mig og mine ledsagere, et lys med stærkere glans end solens. Vi faldt alle til jorden, og jeg hørte en røst tale til mig på hebraisk: Saul, Saul, hvorfor forfølger du mig? Det bliver hårdt for dig at stampe mod brodden. Jeg spurgte: Hvem er du, Herre? Og Herren svarede: Jeg er Jesus, som du forfølger. Men rejs dig nu op på dine ben! For jeg har vist mig for dig netop for at udvælge dig til tjener og til vidne både om det, du har set, og om det, jeg vil lade dig se, når jeg redder dig fra folket og fra hedningerne. Dem sender jeg dig til for at åbne deres øjne, så de vender om fra mørke til lys og fra Satans magt til Gud, for at de kan få syndsforladelse og få samme lod som alle de andre, der er helliget ved troen på mig.

Derfor, kong Agrippa, har jeg ikke været ulydig mod det himmelske syn. Men jeg forkyndte først for dem i Damaskus og derefter i Jerusalem og i hele jødernes land og så for hedningerne, at de skulle omvende sig og vende om til Gud og gøre de gerninger, som omvendelsen kræver. Det er grunden til, at jøderne anholdt mig på tempelpladsen og ville slå mig ihjel. Indtil denne dag har jeg da ved Guds hjælp kunnet træde frem og vidne for store og små, og jeg siger ikke andet end det, profeterne og Moses har sagt skulle ske: at Kristus måtte lide, når han, den først opstandne fra de døde, skulle forkynde lys for både folket og hedningerne.«

På dette punkt i Paulus' forsvarstale siger Festus med høj røst: »Du er vanvittig, Paulus! Den megen lærdom driver dig til vanvid.« Men Paulus svarede: »Jeg er ikke vanvittig, højtærede Festus! Tværtimod, de ord, jeg siger, er sande og forstandige. Kongen er jo bekendt med dette, så jeg taler frimodigt til ham. Jeg tror nemlig ikke, at noget af det kan være undgået hans opmærksomhed. Det er jo ikke sket i en afkrog. Tror du på profeterne, kong Agrippa? Jeg ved, at du tror.« Agrippa sagde til Paulus: »Det er lige ved, at du overtaler mig til at blive kristen.« Paulus svarede: »Om det er lige ved eller langt fra, så ville jeg ønske til Gud, at ikke blot du, men alle, som hører mig i dag, fik det som jeg, lige bortset fra disse lænker.«

Så rejste kongen sig og ligeledes statholderen og Berenike og hele deres følge. Og mens de gik ud, talte de med hinanden og sagde: »Den mand har ikke gjort noget, som kræver dødsstraf eller fængsel.« Og Agrippa sagde til Festus: »Den mand kunne være løsladt, hvis han ikke havde indanket sin sag for kejseren.«