Fra Tyrus nåede vi til Ptolemais, og dermed endte sørejsen. Vi hilste på brødrene og blev hos dem en dag over. Den næste dag rejste vi videre og kom til Cæsarea, hvor vi tog ind og boede hos evangelisten Filip, som var en af de syv. Han havde fire døtre, som var jomfruer, og som profeterede.

Vi havde været der i flere dage, da der kom en profet fra Judæa, som hed Agabos. Han kom hen til os og tog Paulus' bælte, bandt sine fødder og hænder med det og sagde: »Dette siger Helligånden: Sådan skal jøderne i Jerusalem binde den mand, som ejer dette bælte, og de skal overgive ham i hedningers hænder.« Da vi hørte dette, bad både vi og folk dér på stedet Paulus om ikke at rejse op til Jerusalem. Men Paulus svarede: »Hvorfor græder I og gør mit hjerte bedrøvet? Jeg er ikke blot rede til at blive bundet, men også til at dø i Jerusalem for Herren Jesu navns skyld.« Da han ikke kunne overtales, blev vi rolige og sagde: »Herrens vilje ske!«

Efter disse dage gjorde vi os færdige og rejste op til Jerusalem. Sammen med os rejste også nogle disciple fra Cæsarea; de skulle føre os til Mnason, som var fra Cypern og længe havde været discipel. Ham skulle vi bo hos.

Da de hørte det, lovpriste de Gud og sagde til Paulus: »Broder, du ser, hvor mange tusinde jøder der er blevet troende, og de brænder alle af iver for loven. Men de har hørt om dig, at du lærer alle de jøder, der bor blandt hedningerne, frafald fra Moses ved at sige, at de ikke skal omskære deres børn og heller ikke leve efter jødisk skik. Hvad gør vi nu? Man vil under alle omstændigheder få at høre, at du er kommet. Gør derfor det, vi foreslår dig: Vi har her fire mænd, som har aflagt et løfte. Tag dem med og lad dig rense sammen med dem, og betal udgifterne for dem, så de kan lade deres hoved rage. Så vil alle forstå, at der ikke er noget om det, de har hørt om dig, men at du selv lever efter loven og overholder den. Men om de hedninger, der er blevet troende, har vi udsendt en skrivelse med bestemmelse om, at de skal vogte sig for kød, der ofres til afguder, og for blod og for kød af kvalte dyr og for utugt.«

Paulus tog så den følgende dag mændene med sig og lod sig rense sammen med dem. Derefter gik han til templet og meddelte tidspunktet for renselsesdagenes afslutning, så offeret kunne bringes for hver enkelt af dem.

Da de ville til at slå ham ihjel, gik der melding op til kommandanten for garnisonen om, at hele Jerusalem var i oprør. Han fik straks fat i soldater og officerer og skyndte sig ned til dem. Ved synet af kommandanten og soldaterne holdt folk op med at slå Paulus. Da kommandanten kom derhen, lod han Paulus gribe og befalede, at han skulle lægges i to lænker. Så spurgte han, hvem Paulus var, og hvad han havde gjort. Men nogle i skaren råbte ét, andre noget andet. På grund af larmen kunne han ikke få noget sikkert at vide og befalede så, at Paulus skulle føres ind i borgen. Men da Paulus nåede hen til trappen, måtte han bæres af soldaterne, fordi skaren pressede voldsomt på. Hele folkemængden fulgte nemlig med og råbte: »Væk med ham!«

Lige da man skulle til at føre Paulus ind i borgen, spørger han kommandanten: »Må jeg sige noget til dig?« Han svarede: »Kan du græsk? Er du da ikke den egypter, som for en tid siden gjorde oprør og førte de fire tusind sikariere ud i ørkenen?« Paulus sagde: »Jeg er jøde fra Tarsus i Kilikien, borger i en ikke ukendt by. Jeg beder dig, tillad mig at tale til folket.« Det tillod kommandanten, og stående på trappen gav Paulus med hånden tegn til folket. Da der blev stilhed, talte han til dem på hebraisk og sagde: