Bibelen online
Apostlenes Gerninger Kapitel 20
Rejsen gennem Makedonien og Grækenland
Da uroen havde lagt sig, sendte Paulus bud efter disciplene og formanede dem. Så tog han afsked og brød op for at rejse til Makedonien. På sin rejse gennem disse egne talte han mange formanende ord.
Han kom så til Grækenland og opholdt sig dér i tre måneder. Han stod netop og skulle sejle til Syrien, da en plan, jøderne havde lagt imod ham, fik ham til at beslutte at rejse tilbage gennem Makedonien. Han var ledsaget af Pyrrhus' søn Sopatros fra Berøa, Aristark og Sekundus fra Thessalonika, Gajus fra Derbe og Timotheus, og fra provinsen Asien Tykikos og Trofimos. De rejste i forvejen og ventede på os i Troas. Efter de usyrede brøds fest sejlede vi ud fra Filippi, og fem dage senere mødte vi dem i Troas, hvor vi tilbragte syv dage.
Paulus i Troas
Den første dag i ugen var vi samlet for at bryde brødet. Paulus førte samtaler med dem, da han skulle rejse næste dag, og han blev ved med at tale lige til midnat. Der var en del lamper i den sal ovenpå, hvor vi var forsamlet. I vinduet sad en ung mand, der hed Eutykos. Da Paulus talte så længe, faldt han i søvn, og overmandet af søvnen styrtede han ned fra anden sal. Da man løftede ham op, var han død. Men Paulus gik ned, kastede sig over ham, tog om ham og sagde: »Ingen larm og klage! For der er liv i ham.« Så gik Paulus op igen, brød brødet og spiste og talte længe, lige til det blev lyst. Derpå tog han af sted. Den unge mand bragte de hjem i live; og de blev ikke så lidt trøstet.
Rejsen over Assos til Milet
Vi var i forvejen gået om bord og sejlede til Assos, hvor vi skulle tage Paulus med. Sådan havde han bestemt det, for han ville selv rejse til fods. Da han mødte os i Assos, tog vi ham om bord og nåede til Mitylene.
Derfra sejlede vi videre og nåede næste dag på højde med Kios. Næste dag igen lagde vi ind til Samos, og dagen derpå nåede vi til Milet. Paulus havde besluttet at sejle forbi Efesos, for at han ikke skulle bruge for megen tid i provinsen Asien. For han stræbte efter om muligt at være i Jerusalem til pinsedag. Men fra Milet sendte han bud til Efesos og kaldte menighedens ældste til sig.
Talen til de ældste fra Efesos
Da de var kommet, sagde han til dem: »I ved, hvordan jeg hele tiden har færdedes hos jer, lige fra den første dag, da jeg kom til provinsen Asien. Jeg har tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og under de prøvelser, som har ramt mig ved jødernes efterstræbelser. I ved, at jeg ikke har fortiet noget, som kunne være jer til hjælp, men jeg har forkyndt for jer og undervist jer, offentligt og privat. Både for jøder og grækere har jeg vidnet om omvendelsen til Gud og om troen på vor Herre Jesus. Og se, nu drager jeg til Jerusalem, bundet af Ånden. Hvad der vil møde mig dér, ved jeg ikke; jeg ved kun, at Helligånden i by efter by forkynder mig, at der venter mig lænker og trængsler. Men jeg tillægger ikke mit liv nogen betydning, når bare jeg må fuldføre mit løb og den tjeneste, jeg har fået fra Herren Jesus: at vidne om evangeliet om Guds nåde. Og nu ved jeg, at I ikke mere skal få mig at se, alle I, som jeg kom til og forkyndte Riget for. Derfor bevidner jeg for jer i dag, at jeg er uden skyld i nogens blod. For jeg har ikke fortiet noget, men har forkyndt jer alt, hvad der er Guds vilje.
Tag vare på jer selv og på hele hjorden; i den har Helligånden sat jer som tilsynsmænd, for at I kan være hyrder for Guds kirke, som han har vundet sig med sit eget blod. Jeg ved, at når jeg er borte, vil der komme glubske ulve til jer, og de vil ikke skåne hjorden. Ja, blandt jer selv vil der stå mænd frem og tale falsk for at få disciplene med sig. Derfor skal I være på vagt. Og husk på, at jeg gennem tre år uophørligt, nat og dag, har vejledt hver enkelt under tårer.
Nu overgiver jeg jer til Gud og til hans nådes ord, som formår at opbygge og at give arven til alle dem, der er helliget. Sølv eller guld eller tøj har jeg ikke forlangt af nogen. I ved selv, at disse hænder har tjent til alt, hvad jeg og mine medarbejdere havde brug for. Jeg har vist jer, at ved at arbejde sådan bør man tage sig af de svage og huske på de ord, Herren Jesus selv sagde: ›Det er saligere at give end at få.‹ «
Da Paulus havde sagt det, knælede han og bad sammen med dem. Alle brast i gråd, og de faldt Paulus om halsen og kyssede ham. Det, der smertede dem mest, var hans ord om, at de aldrig mere skulle få ham at se. Så fulgte de ham til skibet.
