Bibelen online
Apostlenes Gerninger Kapitel 19
Paulus i Efesos
Mens Apollos var i Korinth, var Paulus rejst gennem egnene inde i landet og var kommet ud til Efesos. Dér mødte han nogle disciple og spurgte dem: »Fik I Helligånden, da I kom til tro?« De svarede: »Vi har ikke engang hørt, at der er en Helligånd.« Paulus spurgte: »Hvilken dåb blev I da døbt med?« De svarede: »Med Johannes' dåb.« Så sagde Paulus: »Johannes døbte med omvendelsesdåb og sagde til folket, at de skulle tro på ham, der fulgte efter, det vil sige på Jesus.« Da de hørte det, blev de døbt i Herren Jesu navn, og da Paulus lagde hænderne på dem, kom Helligånden over dem, og de talte i tunger og profeterede. Der var vel i alt tolv mand.
Paulus kom i synagogen og talte frimodigt i tre måneder. Han førte samtaler med folk og overbeviste dem om Guds rige. Men da nogle af jøderne ikke ville tro, men gjorde sig hårde og talte ondt om Vejen i forsamlingens påhør, forlod han dem, tog disciplene med og holdt dagligt samtaler i Tyrannos' skole. Det fortsatte i to år, så at alle i provinsen Asien fik Herrens ord at høre, både jøder og grækere.
Gud lod usædvanlige undergerninger ske ved Paulus' hænder. Ja, man bragte ligefrem tørklæder eller bælter, som Paulus havde båret, hen til de syge; og sygdommene forlod dem, og de onde ånder fór ud.
Skeuas' syv sønner
Også nogle af de omvandrende jødiske dæmonbesværgere forsøgte at nævne Herren Jesu navn over dem, der havde onde ånder. De sagde: »Jeg besværger jer ved den Jesus, som Paulus forkynder!« Blandt dem, der gjorde det, var der syv sønner af en jødisk ypperstepræst Skeuas. Men den onde ånd svarede dem: »Jesus kender jeg, og jeg ved, hvem Paulus er, men hvem er I?« Og manden med den onde ånd sprang på dem, overmandede dem alle og mishandlede dem sådan, at de nøgne og forslåede måtte flygte ud af huset. Det rygtedes blandt alle, der boede i Efesos, både jøder og grækere, så alle blev grebet af frygt, og Herren Jesu navn blev lovprist. Mange af de troende kom og bekendte og fortalte, hvad de havde gjort. En del af dem, der havde haft med trolddom at gøre, bragte deres bøger med og brændte dem i alles påsyn. Man regnede den samlede værdi ud og kom til 50.000 sølvpenge. Således fik ordet ved Herrens kraft stadig fremgang og styrke.
Da alt det var sket, besluttede Paulus, ledet af Ånden, at rejse gennem Makedonien og Akaja og videre til Jerusalem. Han sagde: »Når jeg har været dér, må jeg også til Rom.« To af sine medarbejdere, Timotheus og Erastos, sendte han til Makedonien, men selv blev han en tid i provinsen Asien.
Urolighederne i Efesos
På den tid opstod der ikke ringe uro på grund af Vejen. En sølvsmed, der hed Demetrios, lavede Artemistempler i sølv og skaffede håndværkerne ikke så få indtægter. Han sammenkaldte disse håndværkere og de arbejdere, der var beskæftiget med lignende ting, og sagde: »I ved jo, folk, at vores velstand skyldes disse indtægter. Nu kan I både se og høre, at denne Paulus ikke blot i Efesos, men næsten i hele provinsen Asien har overtalt og vildledt mange mennesker, når han siger, at ting, der fremstilles med hænder, ikke er guder. Der er ikke alene fare for, at vores fag får et dårligt ry, men også for, at den store gudinde Artemis' tempel skal miste sin anseelse. Der er fare for, at hun, som hele provinsen Asien, ja, hele verden ærer, bliver berøvet sin storhed.«
Da de hørte det, blev de rasende og begyndte at råbe: »Stor er efesernes Artemis!« Urolighederne bredte sig til hele byen, og alle som én stormede de hen til teatret og slæbte Paulus' ledsagere, makedonerne Gajus og Aristark, med. Paulus ville gå ind til folkemængden, men det tillod disciplene ikke. Og nogle af de høje embedsmænd i provinsen Asien, som var Paulus' venner, sendte besked til ham og advarede ham mod at vove sig hen i teatret. Nogle råbte ét, andre noget andet, for forsamlingen var blevet forvirret, og de fleste vidste ikke, hvorfor de var stimlet sammen. Da jøderne nu skubbede Alexander foran, satte nogle i folkemængden ham ind i sagen. Alexander gav med hånden tegn til, at han ville holde en forsvarstale til folket. Men da de blev klar over, at han var jøde, lød der et råb fra dem alle, ja, de råbte i næsten to timer: »Stor er efesernes Artemis!«
Men byskriveren fik beroliget folkemængden og sagde: »Efesere! Er der da noget menneske, som ikke ved, at efesernes by er tempelværge for den store Artemis og for hendes billede, som er faldet ned fra himlen? Nej, og når det er uimodsigeligt, bør I forholde jer i ro og ikke gøre noget overilet. I har ført disse mænd herhen, skønt de ikke er tempelranere og heller ikke bespotter vor gudinde. Hvis Demetrios og hans håndværkere derfor har anklager mod nogen, så holdes der retsmøder, og der findes statholdere. Dér kan de anklage hinanden. Og er der andet, I kræver undersøgt, skal det afgøres i den lovlige folkeforsamling. For vi risikerer at blive anklaget for oprør i anledning af det, der er sket i dag, og som ingen begrundelse har. Vi vil ikke kunne gøre rede for dette opløb.« Med disse ord fik han forsamlingen opløst.
