Bibelen online
Apostlenes Gerninger Kapitel 16
Timotheus tages med på rejsen
Paulus kom også til Derbe og Lystra. Og se, dér var der en discipel ved navn Timotheus, som var søn af en troende jødisk kvinde og en græsk far. Timotheus var velanskrevet hos brødrene i Lystra og Ikonion. Ham ville Paulus gerne have til at rejse med sig, så han omskar ham af hensyn til jøderne i de egne; for alle vidste, at hans far var græker. Efterhånden som de rejste gennem byerne, overbragte de menighederne de bestemmelser, som apostlene og de ældste i Jerusalem havde vedtaget, og pålagde dem at leve efter dem. Således blev menighederne styrket i troen og voksede dagligt i tal.
Paulus kaldes til Makedonien
De rejste gennem Frygien og det galatiske land, da de af Helligånden var blevet hindret i at tale ordet i provinsen Asien. Og da de kom hen i nærheden af Mysien, forsøgte de at rejse til Bitynien, men det tillod Jesu ånd dem ikke. Så rejste de gennem Mysien og kom ned til Troas. Og om natten havde Paulus et syn: Der stod en mand fra Makedonien og bad ham: »Kom over til Makedonien og hjælp os!« Da han havde haft det syn, forsøgte vi straks at rejse til Makedonien, for vi forstod, at Gud havde kaldet os til at forkynde evangeliet for dem.
Purpurhandleren Lydia i Filippi
Da vi var sejlet ud fra Troas, styrede vi lige mod Samothrake og den følgende dag mod Neapolis. Derfra kom vi til Filippi, en koloni, som er en by i Makedoniens første distrikt. I den by boede vi nogle dage.
På sabbatten gik vi ud gennem byporten og langs med en flod, hvor vi mente, der var et bedehus. Dér satte vi os og talte med de kvinder, der var forsamlet. Og en gudfrygtig kvinde ved navn Lydia, en purpurhandler fra byen Thyatira, lyttede til alle Paulus' ord, og Herren åbnede hendes hjerte, så hun tog dem til sig. Da hun og hendes husstand var blevet døbt, indbød hun os: »Hvis I anser mig for at være tro mod Herren, så kom ind i mit hus og bliv dér.« Hun nødte os til det.
Paulus og Silas i fængsel i Filippi
Og det skete, da vi var på vej ud til bedehuset, at vi mødte en pige, som havde en spådomsånd; hun skaffede sine herrer store indtægter ved at spå. Hun fulgte efter Paulus og os, mens hun råbte: »De mennesker er den højeste Guds tjenere, de forkynder jer vejen til frelse.« Det gjorde hun mange dage i træk. Så blev Paulus vred, han vendte sig om og sagde til ånden: »I Jesu Kristi navn byder jeg dig at forlade hende!« Og ånden forlod hende øjeblikkelig.
Men da hendes herrer forstod, at det var ude med deres håb om indtægt, greb de fat i Paulus og Silas og slæbte dem hen på torvet til myndighederne. De førte dem frem for byens embedsmænd og sagde: »Disse mennesker skaber uro i vores by. De er jøder, og de forkynder skikke, som det ikke er tilladt os romere at antage eller følge.« Folkeskaren gik også løs på Paulus og Silas, og embedsmændene lod tøjet rive af dem og befalede, at de skulle piskes. Efter at de havde givet dem mange piskeslag, satte de dem i fængsel og gav fangevogteren ordre til at bevogte dem sikkert. Da han havde fået den ordre, satte han dem i det inderste fangehul og spændte deres fødder fast i blokken.
Ved midnatstid sad Paulus og Silas og bad og sang lovsange til Gud, og fangerne lyttede. Pludselig kom der et kraftigt jordskælv, så fængslets grundmure rystedes; i det samme sprang alle døre op, og alles lænker faldt af. Fangevogteren blev vækket af sin søvn og så fængselsdørene stå åbne. Han greb et sværd og ville dræbe sig selv, for han troede, at fangerne var flygtet. Men Paulus råbte højt: »Gør ikke en ulykke på dig selv, for vi er her alle sammen.« Fangevogteren forlangte at få fakler, og han løb ind og faldt skælvende på knæ for Paulus og Silas. Så førte han dem udenfor og spurgte dem: »I gode herrer, hvad skal jeg gøre for at blive frelst?« De svarede: »Tro på Herren Jesus, så skal du og dit hus blive frelst.« De forkyndte nu Herrens ord for ham og hele hans hus. I denne sene nattetime tog han dem med og vaskede deres sår, og umiddelbart efter blev han selv og alle i hans hus døbt. Så tog han dem op i sit hus og dækkede op for dem, og han og hele hans husstand jublede over at være kommet til tro på Gud.
Da det var blevet dag, sendte embedsmændene retsbetjentene hen med den besked: »Løslad de mennesker!« Fangevogteren meddelte Paulus dette: »Embedsmændene har givet besked om, at I skal løslades. Gå nu ud og rejs bort med fred!« Men Paulus svarede dem: »De har uden dom ladet os piske offentligt, selv om vi er romerske borgere, og de har sat os i fængsel. Og nu vil de hemmeligt jage os bort! Nej, de kan selv komme og føre os ud.« Det meldte betjentene til embedsmændene. Og de blev bange, da de hørte, at de var romerske borgere. Så kom de hen og gav dem en undskyldning, og da de havde løsladt dem, bad de dem forlade byen. De forlod fængslet, gik hen til Lydia og mødte brødrene, formanede dem og tog af sted.
