Bibelen online
Johannes' Åbenbaring Kapitel 11
De to vidner
Og jeg fik givet et rør som målestok, og der blev sagt til mig: »Stå op og mål Guds tempel og alteret og dem, der tilbeder ved det; men lad templets ydre gård være, og mål ikke den, for den er overladt til hedningerne, og de skal nedtrampe den hellige by i toogfyrre måneder. Og jeg vil sætte mine to vidner til at profetere i tolv hundrede og tres dage, klædt i sæk. Vidnerne er de to oliventræer og de to lysestager, som står foran jordens Herre. Hvis nogen vil gøre dem fortræd, står der ild ud af deres mund og fortærer deres fjender; hvis nogen vil gøre dem fortræd, er det sådan, han skal dræbes. De har magt til at lukke himlen, så der ikke falder regn, så længe de profeterer, og de har magt til at forvandle vandet til blod og ramme jorden med enhver tænkelig plage, så tit de vil. Når de har fuldført deres vidnesbyrd, skal dyret, der stiger op af afgrunden, føre krig mod dem og sejre over dem og dræbe dem. Og deres lig skal ligge på gaden i den store by, hvis åndelige navn er Sodoma og Egypten, og hvor deres herre blev korsfæstet. Mennesker af alle folk og stammer, tungemål og folkeslag skal se deres lig i tre og en halv dag, men vil ikke tillade, at deres lig bliver lagt i graven. Og de, der bor på jorden, skal glæde sig over det og juble og sende hinanden gaver; for disse to profeter havde været en plage for dem, der bor på jorden.«
Men efter de tre og en halv dags forløb kom der livsånde fra Gud ind i dem, og de rejste sig op på deres fødder, og der kom stor frygt over dem, der så dem. De hørte en høj røst fra himlen sige til dem: »Kom herop!« Og de steg op til himlen i skyen, mens deres fjender så på det. I samme stund kom der et stort jordskælv, så en tiendedel af byen styrtede sammen. Ved det jordskælv blev der dræbt syv tusind mennesker; og resten blev grebet af frygt og gav himlens Gud æren. Det andet ve er forbi. Snart kommer det tredje ve.
Den syvende engel blæser i den syvende basun
Den syvende engel blæste i sin basun. Da lød der høje røster i himlen, som sagde:
Verdensherredømmet er nu vor Herres og hans salvedes,
og han skal være konge i evighedernes evigheder.
Og de fireogtyve ældste, som sad på deres troner foran Gud, faldt ned på deres ansigt og tilbad Gud og sagde:
Vi takker dig, Herre, Gud, Almægtige, som er og som var,
fordi du har overtaget din store magt og er blevet konge.
Folkeslagene rasede,
men din vrede er kommet,
den time, da de døde skal dømmes,
og du skal give løn til dine tjenere, profeterne,
og til de hellige og til dem, der frygter dit navn,
både små og store,
og ødelægge dem, der ødelægger jorden.
Og Guds tempel i himlen blev åbnet, og hans pagts ark kunne ses i hans tempel, og der kom lyn og brag og torden og jordskælv og voldsom hagl.