Jeg, Tobit, har fulgt sandheds og retfærdigheds veje hele mit liv og gjort mange velgerninger mod mine brødre og landsmænd, der sammen med mig måtte drage til Nineve i Assyrien som krigsfanger. Da jeg som ung levede i mit eget land, Israel, havde hele min fader Naftalis stamme svigtet min fader Davids hus og Jerusalem, byen som blandt alle Israels stammer var udvalgt til at være stedet, hvor alle Israels stammer skulle ofre. Her var templet, Guds bolig, blevet bygget og helliget for alle kommende slægter. Alle mine brødre og min fader Naftalis slægt ofrede på alle Galilæas bjerge til tyrekalven, som Israels konge Jeroboam havde ladet fremstille i Dan. Jeg var den eneste, der ofte drog op til Jerusalem til festerne, sådan som det er foreskrevet hele Israel i en eviggyldig bestemmelse. Jeg skyndte mig altid til Jerusalem med førstegrøden, det første af høsten, tienden af kvæget og det første af ulden fra fårene. Det gav jeg til præsterne, Arons sønner, som offergave. Og tienden af kornet, af vinen, af olien, af granatæblerne, af fignerne og af de andre frugter gav jeg til levitterne, som gjorde tjeneste i Jerusalem. Den anden tiende omregnede jeg i rede penge i seks år og drog hvert år op til Jerusalem og gav dem ud dér. Jeg gav også tienden til de faderløse, enkerne og de fremmede, som havde sluttet sig til israelitterne. Jeg bragte den med og gav den til dem i det tredje år, og vi holdt måltid efter den bestemmelse, der er fastsat herom i Moseloven, og efter de bud, som Debora, min farfar Ananiels mor, havde pålagt os; for min far var død og havde efterladt mig faderløs.

Da jeg blev voksen, giftede jeg mig med en kvinde af vor fædrene slægt, og med hende fik jeg en søn, som jeg gav navnet Tobias. Jeg blev ført som fange til Assyrien, og under mit fangenskab kom jeg til Nineve. Alle mine landsmænd og de, der tilhørte mit folk, spiste samme mad som hedningerne; men jeg vogtede mig for at spise af den. Jeg havde dengang altid Gud i mine tanker, og den Højeste lod mit væsen og mit udseende behage Salmaneser, og jeg blev den, der skulle købe alt, hvad han havde brug for. Jeg rejste til Medien og foretog opkøb for ham dér, så længe han levede. I Medien gav jeg pengeposer med ti talenter sølv i forvaring hos Gabael, Gabris bror. Men da Salmaneser døde, og hans søn Sankerib blev konge efter ham, opstod der uroligheder i Medien, og jeg kunne ikke mere rejse dertil.

Men der var ikke gået fyrre dage, før Sankerib blev myrdet af sine to sønner, som derpå flygtede til Ararats bjerge. Hans søn Asarhaddon blev konge efter ham, og han satte min bror Anaels søn Akikar over alle rigets finanser og gav ham ansvaret for hele forvaltningen. Da gik Akikar i forbøn for mig, så jeg kunne vende tilbage til Nineve. Akikar havde været hofmundskænk og seglbevarer og ansvarlig for forvaltning og finanser allerede under assyrerkongen Sankerib, og Asarhaddon havde gjort ham til den næstøverste i riget. Han var min brorsøn, altså af min slægt.