Bibelen online

Femte Mosebog Kapitel 32

Lyt, du himmel, jeg vil tale,

hør mine ord, du jord!

Min belæring skal dryppe som regn,

som dug skal min tale strømme,

som regnskyl på grønne enge,

som regndråber på græsset.

Herrens navn vil jeg forkynde,

giv vor Gud ære!

Han er klippen, hvis gerning er fuldkommen,

alle hans veje er rette,

en trofast Gud uden svig,

retfærdig og retskaffen.

En forkvaklet og forvildet slægt handlede ondt mod ham,

på grund af deres skyld er de ikke hans børn.

Er det måden at lønne Herren,

du tåbelige, uforstandige folk?

Han er dog din fader og skaber,

det var ham, der skabte og formede dig.

Tænk på fortids dage,

giv agt på slægternes år;

spørg din far, lad ham fortælle,

lad de gamle berette for dig:

Da den Højeste fordelte folkene,

da han skilte menneskene fra hinanden,

fastsatte han folkenes områder

efter tallet på gudssønnerne.

Herrens del blev hans folk,

Jakob blev hans arvelod.

Han fandt det i ørkenlandet,

i den tomme, hylende ødemark;

han kredsede om det, holdt øje med det,

passede på det som sin øjesten.

Som en ørn, der vækker sit kuld op,

og flyver frem og tilbage over sine unger,

bredte han sine vinger ud, tog det op

og bar det på sine vinger.

Det var Herren alene, der førte det,

ingen fremmed gud var med ham.

Han førte det frem over landets høje,

det fik markens afgrøde at spise.

Han mættede det med honning fra bjerget,

med olie fra flinteklippen,

med tykmælk fra køer og mælk fra får,

med fedt fra vædderlam,

fra væddere og bukke fra Bashan,

med hvedekornets nyrefedt;

drueblod drak du som skummende vin.

Men Jeshurun blev fed og slog bagud,

du blev fed, du blev tyk, du blev trind!

Han forkastede den Gud, der havde skabt ham,

og viste foragt for sin frelses klippe.

De æggede hans vrede med fremmede guder

og vakte hans trods med afskyelige ting.

De ofrede til dæmoner, som ikke er guder,

til guder, de ikke før havde kendt,

nye guder, der lige var kommet til,

jeres fædre kendte ikke til dem.

Den klippe, der fødte dig, forsømte du,

du glemte den Gud, der bragte dig til verden.

Herren så det og forkastede dem,

for hans sønner og døtre havde krænket ham.

Han sagde: Jeg vil skjule mit ansigt for dem,

jeg vil se, hvad der bliver af dem;

de er en svigefuld slægt,

børn man ikke kan stole på.

De har ægget min vrede med noget, der ikke er Gud,

vakt min trods med deres tomme guder.

Derfor vil jeg ægge deres vrede med noget, der ikke er et folk,

vække deres trods med et tåbeligt folk.

Min vrede står i flammer,

den brænder til dødsrigets dyb,

fortærer jorden og dens afgrøde,

antænder bjergenes grundvolde.

Jeg hober ulykker op over dem,

alle mine pile vil jeg bruge på dem;

de afkræftes af sult,

fortæres af feberbrand og dødelig sot;

rovdyr med skarpe tænder slipper jeg løs

og giftige slanger, der kryber i støvet.

Ude gør sværdet barnløs,

inde skal rædslen dræbe

ung mand og pige,

spædbarn og olding.

Jeg tænkte: Jeg slår dem ned,

udsletter deres minde blandt mennesker.

Men jeg frygtede, at fjenden skulle krænke mig,

at deres modstandere skulle forvrænge det

og sige: Vores hånd er løftet,

Herren har intet udført!

Men de er et folk, hvis planer mislykkes,

de er uden forstand.

Var de kloge, havde de indset dette

og tænkt på, hvad der skulle blive af dem.

Hvordan kan én forfølge tusind

eller to jage ti tusind,

hvis ikke Herren har overgivet dem,

deres klippe har prisgivet dem?

Dog, deres klippe er ikke som vores,

vore fjender skal ikke være dommere.

Deres vinstok stammer fra Sodoma,

den har stået på Gomorras skråninger;

deres druer er giftige,

drueklaserne er bitre,

deres vin er slangegift,

en frygtelig øglegift.

Det er opbevaret hos mig,

under segl i mine våbenkamre.

Hævnen og gengældelsen tilhører mig,

til det øjeblik deres fod vakler.

Deres ulykkes dag er nær,

snart skal de indhentes af deres skæbne.

For Herren vil skaffe sit folk ret,

forbarme sig over sine tjenere,

når han ser, at kræfterne svinder

og hører fuldstændigt op.

Da vil han sige: Hvor er deres gud,

den klippe, de stolede på,

som spiste deres slagtofres fedt

og drak deres drikofres vin?

Lad ham nu komme jer til hjælp!

Lad ham være jeres værn!

Indse dog, at det er mig, kun mig,

der er ingen Gud ved siden af mig;

det er mig, der dræber og gør levende,

har jeg knust, er det mig, der læger;

ingen kan rive nogen ud af min hånd.

Jeg løfter min hånd mod himlen og sværger:

Så sandt jeg lever for evigt,

vil jeg hvæsse mit lynende sværd

og min hånd gribe fat om koggeret;

jeg tager hævn over mine fjender,

gør gengæld mod dem, der hader mig.

Jeg beruser mine pile i blod,

mit sværd skal fortære kød,

blodet af faldne og fanger,

hovederne af fjendens høvdinge.

Du himmel, bryd ud i jubel med ham,

tilbed ham, I gudssønner,

for han hævner sine tjeneres blod;

han hævner sig på sine fjender,

gør gengæld mod sine modstandere.

Han tilgiver sit folks land.

Moses fremsagde hele denne sang i folkets påhør sammen med Hosea, Nuns søn.

Indskærpelse af loven

Da Moses var færdig med at holde hele denne tale til alle israelitterne, sagde han til dem: »I skal lægge jer alle de ord på sinde, som jeg i dag indskærper jer; I skal befale jeres sønner omhyggeligt at følge alle ordene i denne lov. Det er ikke nogen ligegyldig sag for jer, det gælder jeres liv; det er i kraft af det, I skal få et langt liv på den jord, I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan.«

Moses velsigner israelitterne

Netop denne dag talte Herren til Moses og sagde: »Gå op på Abarimbjerget, på Nebobjerget i Moab over for Jeriko, og se ud over Kana'an, som jeg vil give israelitterne til ejendom. Du skal dø på det bjerg, du går op på, og gå til din slægt, ligesom din bror Aron døde på bjerget Hor og gik til sin slægt, fordi I var troløse mod mig blandt israelitterne ved Meribat-Kadeshs vand i Sins ørken og ikke helligede mig blandt israelitterne. Du skal få landet at se på afstand, men du kommer ikke ind i det land, jeg vil give israelitterne.«