Derpå kaldte Moses Josva til sig og sagde til ham i hele Israels påhør: »Vær modig og stærk, for du skal føre dette folk ind i det land, som Herren lovede jeres fædre at give dem, og du skal give dem det i eje. Herren selv går foran dig, han vil være med dig, han vil ikke lade dig i stikken og ikke svigte dig; vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme!«

Da Moses havde skrevet denne lov, gav han den til præsterne, levitterne, som bar Herrens pagts ark, og til alle Israels ældste, og Moses gav dem denne befaling: »Hvert syvende år, på den fastsatte tid i gældseftergivelsesåret, ved løvhyttefesten, når hele Israel kommer for at se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger, skal du læse denne lov op for hele Israel. Kald folket sammen, mænd, kvinder og børn og de fremmede i dine byer, for at de må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud og omhyggeligt følge alle ordene i denne lov, for at deres sønner, som endnu ikke kender loven, må høre den og lære at frygte Herren jeres Gud, så længe I lever på den jord, som I skal tage i besiddelse, når I nu går over Jordan.«

Herren sagde til Moses: »Nu nærmer dit liv sig sin afslutning. Kald på Josva, og stil jer i Åbenbaringsteltet, så jeg kan indsætte ham.« Moses og Josva gik da hen og stillede sig i Åbenbaringsteltet, og Herren viste sig ved teltet i en skysøjle, og skysøjlen blev stående ved teltets indgang.

Herren sagde til Moses: »Du lægger dig nu til hvile hos dine fædre, og så vil dette folk give sig til at hore med fremmede guder i det land, det kommer ind i; de vil svigte mig og bryde den pagt, jeg har sluttet med dem. Da skal min vrede flamme op mod dem; jeg vil forlade dem og skjule mit ansigt for dem. Og når de bliver ædt op og bliver ramt af talrige ulykker og trængsler, da skal de sige: Er vi ikke blevet ramt af disse ulykker, fordi vores Gud ikke er hos os? Men til den tid vil jeg stadig skjule mit ansigt, fordi folket i sin ondskab har vendt sig til andre guder.

Skriv nu denne sang ned. Lær israelitterne den, læg dem den i munden, for at denne sang kan være mit vidne mod dem. For når jeg fører dem ind i det land, jeg lovede deres fædre, et land, der flyder med mælk og honning, og de spiser sig mætte og fede, vil de vende sig til andre guder og dyrke dem, og de vil lade hånt om mig og bryde min pagt. Når de så bliver ramt af talrige ulykker og trængsler, skal denne sang være et vidnesbyrd for dem, for den bliver ikke glemt af deres efterkommere. Endnu før jeg fører dem ind i det land, jeg har lovet dem, kender jeg deres tilbøjelighed, som de nu giver efter for.« Den dag skrev Moses denne sang ned og lærte israelitterne den.

Så indsatte han Josva, Nuns søn, og sagde: »Vær modig og stærk, for det er dig, der skal føre israelitterne ind i det land, jeg lovede dem. Jeg vil være med dig!«