Herren vor Gud talte til os ved Horeb og sagde: »I har længe nok opholdt jer ved dette bjerg. Bryd nu op, og drag ind i amoritternes bjergland og ind til alle deres naboer i Araba-lavningen og i Bjerglandet, i Lavlandet og Sydlandet og Kystlandet, kana'anæernes land, og Libanon, helt frem til den store flod, Eufratfloden. Se, jeg lægger landet åbent foran jer. Ryk ind og tag det land i besiddelse, som Herren lovede jeres fædre Abraham, Isak og Jakob at give dem og deres efterkommere.«

Dengang sagde jeg til jer: »Alene kan jeg ikke bære jer. Herren jeres Gud har gjort jer talrige; nu er I så mange som himlens stjerner. Måtte Herren, jeres fædres Gud, lade jer blive tusind gange så mange og velsigne jer, som han har lovet jer. Hvordan skulle jeg alene kunne bære alt det besvær, der er med jer, al jeres kiv og strid? Hver af jeres stammer må komme med nogle kloge, forstandige og indsigtsfulde mænd, som jeg kan sætte i spidsen for jer.« I svarede mig: »Det er et godt forslag, du kommer med.« Så tog jeg jeres stammehøvdinge, kloge og indsigtsfulde mænd, og gjorde dem til overhoveder over jer, til førere over grupper på tusind, hundrede, halvtreds og ti, og til skrivere for hver af jeres stammer. Samtidig gav jeg jeres dommere denne befaling: »Både i sager mellem landsmænd og i sager med en fremmed skal I høre begge parter og dømme retfærdigt. I må ikke begunstige nogen i retten; I skal høre såvel på små som på store. I skal ikke frygte noget menneske, for dommen er Guds. Men er en sag for vanskelig for jer, skal I forelægge mig den; så skal jeg høre den.« Dengang gav jeg jer befaling om alt det, I skulle gøre.

Så brød vi op fra Horeb og vandrede igennem hele denne store og frygtelige ørken, som I selv har set, ad vejen til amoritternes bjergland, sådan som Herren vor Gud havde befalet. Da vi kom til Kadesh-Barnea, sagde jeg til jer: »Nu er I kommet til amoritternes bjergland, som Herren vor Gud vil give os. Se, Herren din Gud har lagt landet åbent foran dig. Drag nu op og tag det i besiddelse, sådan som Herren, dine fædres Gud, har befalet dig. Vær ikke bange, og lad dig ikke skræmme!«

Men I kom alle sammen hen til mig og sagde: »Lad os sende nogle mænd i forvejen, som kan skaffe os oplysning om landet. De skal bringe besked tilbage om den vej, vi skal drage op, og om de byer, vi skal rykke ind i.« Det forslag syntes jeg godt om, og jeg udtog tolv mænd blandt jer, én for hver stamme. De begav sig op i bjerglandet og kom ind i Eshkol-dalen, som de udspionerede. De tog noget af landets frugt med ned til os og aflagde beretning for os: »Det er et herligt land, Herren vor Gud vil give os,« sagde de.

Alligevel ville I ikke drage derop, men trodsede Herren jeres Guds befaling. I sad og murrede i jeres telte og sagde: »Det er, fordi Herren hader os, at han har ført os ud af Egypten; han vil give os i amoritternes magt og udrydde os. Hvor er det, vi skal drage hen? Vore brødre tog modet fra os, da de fortalte om et folk, der er større og talrigere end vi, om store og himmelhøjt befæstede byer og om anakitterne, som de havde set der.« Men jeg sagde til jer: »Vær ikke bange, og nær ikke rædsel for dem! Herren jeres Gud, som går foran jer, vil selv føre krig for jer, ganske som han gjorde for øjnene af jer i Egypten. I ørkenen så du, hvordan Herren din Gud bar dig, som en mand bærer sin søn, hele den vej, I vandrede, lige til I kom til stedet her.« Men trods det ville I ikke tro på Herren jeres Gud; han gik dog foran jer på vandringen for at udsøge steder, hvor I kunne slå lejr, om natten i en ild og om dagen i en sky, for at vise jer den vej, I skulle gå.

Da Herren hørte, hvad I sagde, blev han vred og svor: »Ikke en eneste af mændene her, dette onde slægtled, skal få det herlige land at se, som jeg lovede at give jeres fædre. Kun Kaleb, Jefunnes søn, skal få det at se; ham og hans sønner vil jeg give det land, hvor han satte sin fod, fordi han fuldt og helt var med Herren.« Også mig blev Herren vred på for jeres skyld, og han sagde: »Heller ikke du skal komme derind! Men Josva, Nuns søn, som er i din tjeneste, skal komme derind. Sæt mod i ham, for han skal give Israel landet i eje. Og jeres småbørn, som I sagde ville blive gjort til bytte, og jeres sønner, som endnu ikke kender forskel på godt og ondt, de skal komme derind; til dem vil jeg give det, og de skal tage det i besiddelse. Bryd nu op, og begiv jer ind i ørkenen i retning mod Sivhavet!« Men I sagde til mig: »Vi har syndet mod Herren! Nu vil vi drage op og kæmpe, sådan som Herren vor Gud har befalet os.« Hver af jer væbnede sig og regnede det ikke for noget at drage op i bjerglandet. Men Herren sagde til mig: »Sig til dem: Lad være med at drage op og kæmpe, for jeg vil ikke være hos jer. I må ikke blive slået af jeres fjender.« Men da jeg sagde det til jer, ville I ikke høre; I trodsede Herrens befaling, og i jeres selvrådighed begav I jer op i bjerglandet. Amoritterne, som boede i bjerglandet dér, rykkede ud imod jer; de forfulgte jer som en bisværm og splittede jer i Se'ir, helt til Horma. Da vendte I om og græd for Herrens ansigt, men Herren ville ikke høre på jer eller lytte til jer. I måtte blive boende lang tid i Kadesh, så længe I nu boede der.