Da brød hele menigheden ud i høje råb, og folket græd hele natten. Alle israelitterne gav ondt af sig mod Moses og Aron, og hele menigheden sagde til dem: »Gid vi var døde i Egypten! Eller gid vi var døde i ørkenen her! Hvorfor fører Herren os til dette land, hvor vi skal falde for sværdet og vores kvinder og børn blive taget som bytte? Var det ikke bedre, om vi vendte tilbage til Egypten?« Og de sagde til hinanden: »Lad os vælge os en anfører og vende tilbage til Egypten!« Da kastede Moses og Aron sig ned foran hele israelitternes menighed, og Josva, Nuns søn, og Kaleb, Jefunnes søn, som havde været med til at udspejde landet, flængede deres klæder og sagde til hele israelitternes menighed: »Det land, vi drog igennem og udspejdede, er et meget, meget herligt land. Hvis Herren holder af os, vil han føre os ind i dette land og give os det, et land der flyder med mælk og honning. Gør ikke oprør mod Herren! I skal ikke være bange for landets befolkning, dem æder vi! Deres skygge har forladt dem, men Herren er med os. I skal ikke være bange for dem!« Hele menigheden truede med at stene dem, men Herrens herlighed viste sig ved Åbenbaringsteltet for alle israelitterne. Og Herren sagde til Moses: »Hvor længe skal dette folk håne mig? Hvor længe skal de vise mig mistillid trods alle de tegn, jeg har gjort blandt dem? Jeg vil slå dem med pest og tilintetgøre dem; men dig vil jeg gøre til et folk, der er større og mægtigere end de.« Men Moses sagde til Herren: »Hvad nu, hvis egypterne får det at høre? Du førte jo dette folk op derfra i din styrke. Og hvad nu, hvis de fortæller det til indbyggerne i dette land? De har jo hørt, at du bor hos dette folk, Herre, og at du viser dig ansigt til ansigt, at din sky står over dem, og at du går foran dem i en skysøjle om dagen og i en ildsøjle om natten. Hvis du nu dræber dette folk alle som én, vil de folk, som har hørt om dig, sige: ›Fordi Herren ikke magtede at føre dette folk ind i det land, han havde lovet dem, slog han dem ned i ørkenen.‹ Lad nu Herrens styrke vise sig i sin storhed på den måde, du selv har sagt: ›Herren er sen til vrede og rig på troskab. Han tilgiver skyld og overtrædelse, men han lader ikke den skyldige ustraffet; han straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn.‹ Tilgiv dog i din store troskab dette folk dets skyld, sådan som du har båret over med dette folk lige fra Egypten til nu!« Herren svarede: »På din bøn vil jeg tilgive dem. Men så sandt jeg lever, og så sandt Herrens herlighed fylder hele jorden: Ingen af de mænd, som har set min herlighed og de tegn, jeg har gjort i Egypten og i ørkenen, og som for tiende gang har udæsket mig og ikke har adlydt mig, skal få det land at se, som jeg har lovet deres fædre. Ingen af dem, der har hånet mig, skal få det at se. Men i min tjener Kaleb var der en anden ånd; han var fuldt og helt med mig, ham vil jeg føre ind i det land, han har været i, og hans efterkommere skal tage det i besiddelse.« – I Slettelandet bor amalekitterne og kana'anæerne. – »I morgen skal I bryde op og begive jer ind i ørkenen i retning mod Sivhavet.«