Mirjam og Aron talte mod Moses på grund af hans nubiske kone – han havde nemlig giftet sig med en nubisk kvinde – og de sagde: »Har Herren kun talt til Moses? Har han ikke også talt til os?« Det hørte Herren. Men manden Moses var mere sagtmodig end noget andet menneske på jorden.

Herrens vrede flammede op imod dem, og han gik bort. Da skyen fjernede sig fra teltet, var Mirjam hvid som sne af spedalskhed; Aron vendte sig mod Mirjam og så, at hun var spedalsk. Da sagde Aron til Moses: »Hør mig, herre! Lad ikke straffen ramme os for den synd, vi var så tåbelige at begå. Lad hende ikke blive som en dødfødt, hvis krop er halvt fortæret, når den kommer ud af moders liv.« Da råbte Moses til Herren: »Ak nej! Gør hende dog rask!« Men Herren sagde til Moses: »Hvis hendes far havde spyttet hende i ansigtet, måtte hun så ikke bære sin skam i syv dage? I syv dage skal hun lukkes ude fra lejren; derefter kan hun komme ind igen.« Så blev Mirjam lukket ude fra lejren i syv dage, og folket brød ikke op, før Mirjam var kommet ind igen. Derefter brød de op fra Haserot og slog lejr i Parans ørken.