Den flok af mennesker, der havde sluttet sig til dem, blev griske og grådige. Så gav også israelitterne sig til at græde, og de sagde: »Bare vi kunne få kød at spise! Vi husker de fisk, vi frit kunne spise i Egypten, og agurkerne, vandmelonerne, porrerne, løgene og hvidløgene. Men vi har mistet appetitten, for vi ser ikke andet end manna!« Mannaen lignede korianderfrø og så ud som bedellium. Folket gik omkring og samlede det, malede det på håndkværn eller stødte det i morter, kogte det i gryde og lavede brød af det; så smagte det som kager, bagt i olie. Når der faldt dug over lejren om natten, faldt der samtidig manna.

Moses hørte folket græde, hver familie fra sin teltåbning, og Herrens vrede flammede voldsomt op. Det tog Moses sig nær, og han sagde til Herren: »Hvorfor handler du ondt mod din tjener? Hvorfor har jeg ikke fundet nåde for dine øjne? Du har jo besværet mig med hele dette folk! Er det mig, der har sat hele dette folk i verden? Er det mig, der har født det, siden du siger til mig, at jeg skal bære det i favnen til det land, du har lovet deres fædre, ligesom en plejefar bærer spædbarnet? Hvor skal jeg få kød fra til hele dette folk? De plager mig med deres gråd og siger: Skaf os kød at spise! Alene kan jeg ikke klare hele dette folk; det er for stor en byrde for mig. Er det sådan, du vil behandle mig, så slå mig hellere ihjel, hvis du vil vise mig velvilje; lad mig slippe for at se min ulykke!«

Herren sagde til Moses: »Saml halvfjerds mænd af Israels ældste, om hvem du ved, at de er ældste og skrivere i folket; dem skal du tage hen til Åbenbaringsteltet, og dér skal de stille sig op sammen med dig. Jeg vil stige ned og tale med dig dér, og noget af den ånd, som hviler på dig, vil jeg tage fra dig og lægge på dem; så skal de hjælpe dig med at bære det besvær, folket er, så du ikke er alene om at bære det. Og til folket skal du sige: I skal hellige jer med henblik på i morgen, så skal I få kød at spise. I har jo grædt og sagt: ›Bare vi kunne få kød at spise! Vi havde det godt i Egypten.‹ Og det har Herren hørt. Men nu skal Herren give jer kød at spise! I skal spise det, ikke én dag, ikke to eller fem dage, ikke ti eller tyve dage, men en hel måned, indtil det står ud af næsen på jer, og I bliver dårlige af det; for I har forkastet Herren, som bor hos jer, og I har grædt og sagt til ham: Hvorfor drog vi dog ud af Egypten?« Moses svarede: »Her står jeg med seks hundrede tusind mand omkring mig, og så siger du, at du vil give dem kød, så de har nok at spise en hel måned! Kan der slagtes så mange får og køer, at der ville blive nok til dem? Selv om man fangede alle fisk i havet, ville der så blive nok til dem?« Men Herren sagde til Moses: »Er Herrens arm for kort? Nu skal du få at se, om det, jeg har sagt til dig, sker eller ej«.

Så gik Moses ud og fortalte folket, hvad Herren havde sagt. Han samlede halvfjerds mænd af folkets ældste og lod dem stille sig omkring teltet. Herren steg ned i skyen og talte til ham, og han tog noget af den ånd, som hvilede på ham, og lagde den på de halvfjerds ældste. Ånden kom over dem, og de kom i profetisk henrykkelse. Det gjorde de ikke siden hen.

To af mændene var blevet tilbage i lejren; den ene hed Eldad, den anden Medad. Ånden kom over dem, for de hørte til de halvfjerds, der var blevet udskrevet; men de var ikke gået ud til teltet, så de kom i profetisk henrykkelse inde i lejren. En ung mand løb ud til Moses og fortalte ham, at Eldad og Medad var kommet i profetisk henrykkelse inde i lejren, og Josva, Nuns søn, der fra sin ungdom havde været i Moses' tjeneste, sagde: »Moses, herre, stands dem!« Men Moses svarede ham: »Viser du nidkærhed på mine vegne? Gid hele Herrens folk var profeter, fordi Herren lagde sin ånd på dem!« Så trak Moses sig tilbage til lejren sammen med Israels ældste.

Da brød en storm fra Herren løs; den drev vagtler ind over lejren fra havet og kastede dem til jorden i et lag på to alen over et område så stort som en dagsrejse på alle sider af lejren. Og folket samlede vagtler hele den dag og hele natten og hele næste dag; det mindste, nogen samlede, var ti homer. De bredte dem ud rundt om lejren.

Men endnu mens de havde kødet mellem tænderne og ikke havde tygget færdig, flammede Herrens vrede op mod folket, og Herren slog en mængde af dem ihjel. Dette sted fik navnet Kibrot-ha-Ta'ava, fordi de, der havde været grådige, blev begravet der.

Fra Kibrot-ha-Ta'ava brød de op og drog til Haserot, og de blev i Haserot.