Bibelen online

Paulus' Andet Brev til Timotheus Kapitel 2

Formaninger til Timotheus som en Herrens tjener

Og du, mit barn, vær stærk ved nåden i Kristus Jesus! Hvad du har hørt af mig i mange vidners nærværelse, skal du betro pålidelige mennesker, som vil være duelige til også at undervise andre.

Vær med til at lide ondt som Kristi Jesu gode soldat. Ingen, der går i krig, og som vil vinde anerkendelse hos den, der hvervede ham, lader sig hindre af dagliglivets gøremål. Ingen idrætsmand vinder sejrskransen, hvis han ikke følger reglerne. Den bonde, der har sliddet, bør have først af høsten. Læg mærke til, hvad jeg siger! For Herren vil give dig indsigt i det alt sammen.

Husk på Kristus Jesus, opstået fra de døde, af Davids slægt, ifølge mit evangelium; for det lider jeg ondt, ja, er i lænker som en forbryder. Dog, Guds ord er ikke bundet. Derfor udholder jeg alt for de udvalgtes skyld, for at også de kan få frelsen ved Kristus Jesus med evig herlighed – troværdigt er det ord!

For er vi døde med ham, skal vi også leve med ham;

holder vi ud, skal vi også være konger med ham;

fornægter vi ham, vil han også fornægte os;

er vi utro, forbliver han dog tro,

thi fornægte sig selv kan han ikke.

Det skal du minde alle om, og du skal for Guds ansigt indskærpe dem ikke at indlade sig i ordkløverier, som ikke er til nogen nytte, men kun til ulykke for tilhørerne. Stræb efter at stå din prøve for Gud som en arbejder, der ikke behøver at skamme sig, men som går lige på med sandhedens ord. Hold dig fra den ugudelige, tomme snak, for de vil komme længere og længere ud i ugudelighed, og deres lære vil brede sig som kræft. Til dem hører Hymenæus og Filetus, som begge er kommet bort fra sandheden ved at påstå, at opstandelsen allerede har fundet sted, og de nedbryder troen hos mange. Dog, den grundvold, Gud har lagt, ligger fast, og den har et segl med denne indskrift: »Herren kender dem, der hører ham til,« og: »Enhver, som påkalder Herrens navn, skal afstå fra uretfærdighed.«

I et stort hus er der ikke kun redskaber af guld og sølv, men også af træ og ler, og den ene slags er til fint brug, den anden slags til dagligt brug. Den, der holder sig fri af det, som jeg her har talt om, bliver et redskab til fint brug, helliget, nyttigt for husets herre, anvendeligt til alt godt arbejde.

Sky de ungdommelige tilbøjeligheder, og stræb efter retfærdighed, tro, kærlighed og fred sammen med dem, der påkalder Herren af et rent hjerte. Hold dig fra de tåbelige og hidsige diskussioner; du ved, at de kun fører til stridigheder, og en Herrens tjener skal ikke strides med nogen. Han skal være venlig mod alle, være en god lærer og finde sig i ondt. Han skal med mildhed irettesætte dem, der siger imod, om dog Gud vil få dem til at omvende sig, så de kommer til erkendelse af sandheden og igen besinder sig og slipper ud af den fælde, hvor de holdes fanget af Djævelen, så de må gøre hans vilje.

Krydshenvisning:

Ef 6,10

2 Tim 4,17

Fil 4,13

Krydshenvisning:

2 Tim 1,8 4,5

Krydshenvisning:

1 Kor 9,25-27

2 Tim 4,8

Fil 3,14

Krydshenvisning:

1 Kor 15,4

Rom 1,3 2,16

2 Sam 7,12-16

Krydshenvisning:

Fil 1,12-14

Kol 4,3

2 Tim 4,17

Krydshenvisning:

Kol 1,24

Krydshenvisning:

Rom 8,17

2 Kor 4,10-11

Krydshenvisning:

Åb 1,9

Matt 10,33

Krydshenvisning:

4 Mos 23,19

Rom 3,3-4

Krydshenvisning:

1 Tim 6,4

Tit 3,9

Krydshenvisning:

1 Tim 4,6

Tit 2,7-8

Krydshenvisning:

1 Tim 6,20 4,7

Krydshenvisning:

1 Tim 1,20

Krydshenvisning:

1 Tim 6,21

Krydshenvisning:

4 Mos 16,5

Es 26,13

Nah 1,7

Mal 3,16

Joh 10,14

Matt 7,22-23

Sir 17,26

Krydshenvisning:

1 Tim 6,11

Hebr 12,14

Krydshenvisning:

Tit 3,9

Krydshenvisning:

Tit 1,7-9

Krydshenvisning:

1 Tim 3,7

BabyBibelen

Syv bibelhistorier fortalt og tegnet for de allermindste
baby
199,95

Forfatter: Mathias Anker Kure
Illustrator: Marieke ten Berge
Sidetal: 48 sider
Indbinding: papbog
Forlag: Bibelselskabets Forlag
Varenummer: 978-87-7232-331-2
Mål: 21 x 21 cm.