Midt i forsamlingen kom Herrens ånd over levitten Jahaziel, søn af Zekarja, søn af Benaja, søn af Je'iel, søn af Mattanja, en af Asaf-sønnerne, og han sagde: »Lyt, alle judæere, Jerusalems indbyggere og kong Joshafat! Dette siger Herren til jer: Vær ikke bange, og lad jer ikke skræmme af denne store hær, for det er ikke jeres kamp, men Guds. Drag ned mod dem i morgen! De kommer ad vejen op til ha-Sis, og I vil møde dem ved enden af dalen øst for Jeruels ørken. Men alligevel er det ikke jer, der skal kæmpe; I skal blot stille jer op og blive stående, så vil I se Herren frelse jer, Juda og Jerusalem. Vær ikke bange, og lad jer ikke skræmme! Ryk ud imod dem i morgen, Herren vil være med jer.« Da bøjede Joshafat sig mod jorden, og alle judæerne og Jerusalems indbyggere faldt ned for Herren og tilbad ham. De levitter, der hørte til kehatitterne og koraitterne, rejste sig og lovpriste Herren, Israels Gud, med vældig røst.

Næste morgen drog de ud til Tekoas ørken. Da de drog ud, stod Joshafat frem og sagde: »Hør mig, judæere og Jerusalems indbyggere! Hold fast ved Herren jeres Gud, så vil han holde fast ved jer; hold fast ved hans profeter, så vil I have lykken med jer.« Derpå rådførte han sig med folket, og så opstillede han sangere, der skulle lovprise Herren i hans hellige majestæt, mens de gik ud i spidsen for krigerne syngende: »Tak Herren, hans trofasthed varer til evig tid!«

I det øjeblik de satte i med jubelråb og lovsang, lod Herren et baghold angribe ammonitterne, moabitterne og dem fra Se'irs bjerge, som rykkede frem mod judæerne, og de blev slået. Så vendte ammonitterne og moabitterne sig mod dem, der boede i Se'irs bjerge, lagde band på dem og udryddede dem. Så snart de havde gjort det af med dem, der boede i Se'ir, gav de sig til at udrydde hinanden. Da judæerne kom til det sted, hvorfra man kunne holde udkig over ørkenen, og vendte blikket mod hæren, så de ligene ligge på jorden; der var ingen overlevende. Da gik Joshafat og hans folk hen for at røve og plyndre, og de fandt en mængde kvæg, gods, klæder og kostbare ting. De tilranede sig så meget, at de ikke kunne bære det; i tre dage røvede og plyndrede de, så meget var der.

Den fjerde dag samledes de i Beraka-dalen. Dér priste de Herren; derfor kaldte de stedet Beraka-dalen, og det hedder det den dag i dag. Med Joshafat i spidsen vendte alle judæerne og Jerusalems indbyggere tilbage til Jerusalem under festglæde, for Herren havde bragt dem glæde over deres fjender. Med harper og citere og trompeter kom de til Jerusalem, til Herrens tempel. Og Guds rædsel kom over alle riger og lande, da de hørte, at Herren havde ført krig mod Israels fjender. Så havde Joshafats rige ro, og hans Gud skaffede ham fred til alle sider.

Hvad der ellers er at fortælle om Joshafat, står fra først til sidst i Hananis søn Jehus Krønike, som er optaget i Israels Kongers Bog.

Siden hen sluttede Judas konge Joshafat forbund med Israels konge Akazja; det var ham, der handlede ugudeligt. Han blev enig med ham om at bygge skibe, der skulle sejle på Tarshish, og de byggede skibe i Esjongeber. Men Eliezer, søn af Dodavahu fra Maresha, profeterede mod Joshafat: »Fordi du har sluttet forbund med Akazja, vil Herren splitte dit værk.« Og skibene forliste og kom aldrig til Tarshish.