Der blev krig mellem Abija og Jeroboam. Abija åbnede krigen med en hær på fire hundrede tusind krigere, udvalgte mænd, og Jeroboam stillede op til kamp med otte hundrede tusind udvalgte mænd, erfarne krigere. Abija stod frem på bjerget Semarajim i Efraims bjergland og sagde: »Hør mig, Jeroboam og hele Israel! I burde vide, at Herren, Israels Gud, har givet David og hans efterkommere kongemagten over Israel til evig tid gennem sin saltpagt. Men Jeroboam, Nebats søn, som var i Davids søn Salomos tjeneste, gjorde oprør mod sin herre. Nogle ryggesløse og ondsindede mænd samledes om ham; de satte sig op mod Rehabeam, Salomos søn, og Rehabeam var for ung og forsagt til at kunne hævde sig over for dem. Og nu mener I at kunne hævde jer over for Herrens kongedømme, som er i hænderne på Davids efterkommere, fordi I er en stor skare og har de tyrekalve af guld hos jer, som Jeroboam lavede til jer som guder. Har I ikke jaget Herrens præster, Arons sønner, og levitterne bort og udpeget jer præster ligesom folkene i andre lande? Hvem som helst, der kommer med en tyrekalv og syv væddere for at lade sig indsætte, bliver præst for noget, der ikke er Gud. Men vores Gud er Herren, og vi har ikke svigtet ham. De præster, der gør tjeneste for Herren, er Arons sønner, og levitterne udfører den øvrige tjeneste. Hver morgen og hver aften bringer de brændofre til Herren, brænder vellugtende røgelse og lægger skuebrødene frem på det rene bord, og hver aften tænder de guldlysestagen med dens lamper, for vi holder Herren vor Guds bud, men I har svigtet ham. Se, Gud og hans præster og alarmtrompeterne, der lyder imod jer, er i spidsen for os. Israelitter, kæmp ikke mod Herren, jeres fædres Gud, for det vil ikke lykkes for jer!«

Imens havde Jeroboam ladet et baghold omgå dem for at komme bag på dem, sådan at judæerne havde selve hæren foran sig og bagholdet bag sig. Judæerne vendte sig om, og da de opdagede, at de blev angrebet både forfra og bagfra, råbte de til Herren, mens præsterne blæste i trompeterne. Så udstødte judæerne kampråbet, og så snart det lød, slog Gud Jeroboam og hele Israel i kampen mod Abija og Juda. Israelitterne flygtede for judæerne, og Gud gav dem i deres hånd. Abija og hans folk tilføjede dem et stort nederlag; der faldt fem hundrede tusind israelitter, udvalgte mænd. Den gang bukkede israelitterne under, mens judæerne blev stærke, fordi de støttede sig til Herren, deres fædres Gud.

Abija forfulgte Jeroboam og erobrede byerne Betel med tilhørende småbyer, Jeshana med tilhørende småbyer og Efron med tilhørende småbyer fra ham. Jeroboam genvandt ikke sin styrke, så længe Abija levede. Til sidst ramte Herren ham, så han døde. Men Abija fik styrket sin magt. Han tog sig fjorten hustruer og fik toogtyve sønner og seksten døtre.

Hvad der ellers er at fortælle om Abija, hans færd og hans ord, står i profeten Iddos Udlægning. Abija lagde sig til hvile hos sine fædre, og man begravede ham i Davidsbyen, og hans søn Asa blev konge efter ham. På hans tid havde landet ro i ti år.