Bibelen online
Paulus' Andet Brev til Korintherne Kapitel 1
Fra Paulus, Kristi Jesu apostel ved Guds vilje, og vor broder Timotheus.
Til Guds menighed i Korinth og alle de hellige i hele Akaja.
Nåde være med jer og fred fra Gud, vor Fader, og Herren Jesus Kristus!
Lovprisning af Gud for hans trøst
Lovet være Gud, vor Herre Jesu Kristi fader, barmhjertighedens fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste alle dem, der er i trængsel, med den trøst, vi selv trøstes med af Gud. For ligesom Kristi lidelser i rigt mål kommer til os, således kommer også den trøst, som Kristus giver, i rigt mål til os. Er vi i trængsler, er det, for at I kan trøstes og frelses; får vi trøst, er det, for at I kan blive trøstet og være udholdende i de samme lidelser, som også vi udsættes for. Og det håb, vi har for jer, er fast, fordi vi ved, at ligesom I har del i lidelserne, således har I det også i trøsten.
Om den trængsel, som ramte os i provinsen Asien, vil vi have, at I skal vide dette, brødre: Den var så tung, at det var langt mere, end vi kunne bære, så vi endog opgav håbet om at bevare livet. Ja, vi havde fældet dødsdommen over os selv, for at vi ikke længere skulle stole på os selv, men på Gud, som oprejser de døde. Ham var det, som friede os og vil fri os fra en så overhængende livsfare, og vi har det håb til ham, at han også i fremtiden vil fri os, når også I hjælper til med forbøn for os, så at der lyder tak for os fra mange læber for den nådegave, vi fik gennem så mange.
Det aflyste besøg i Korinth
For én ting kan vi være stolte af og sige med god samvittighed: Vi har her i verden, og især hos jer, levet oprigtigt og renfærdigt for Gud, ikke med verdslig visdom, men af Guds nåde. Vi skriver ikke andet til jer, end hvad I kan læse jer til og forstå, og jeg håber, at I vil forstå det helt, siden I jo har forstået os nogenlunde. For det er os, I kan være stolte af, ligesom vi kan være stolte af jer på vor Herre Jesu dag.
Det var i tillid hertil, at jeg tidligere ville besøge jer, for at I kunne få den nåde for anden gang, og fra jer ville jeg rejse videre til Makedonien, fra Makedonien igen komme tilbage til jer og af jer hjælpes videre til Judæa. Når jeg ville det, mon det så var en letsindig beslutning, eller træffer jeg mine beslutninger af rent selviske grunde, så at jeg snart siger ja, snart siger nej? Så sandt Gud er trofast, er vor tale til jer ikke både ja og nej! For Guds søn, Jesus Kristus, som vi – jeg og Silvanus og Timotheus – har prædiket hos jer, var ikke både ja og nej, men i ham er der kun sagt ja; for alle Guds løfter har fået deres ja i ham. Derfor siger vi også ved ham vort amen, Gud til ære. Og den, som knytter både os og jer fast til Kristus, og som salvede os, er Gud, der også beseglede os og gav os Ånden som pant i vore hjerter.
Jeg kalder Gud til vidne og sværger ved mit liv: Det var for at skåne jer, at jeg alligevel ikke kom til Korinth. Vi er ikke herrer over jeres tro, men medarbejdere på jeres glæde; I står jo allerede i troen.
