Nok lever vi som andre mennesker, men vi kæmper ikke som verdslige mennesker. Vore kampvåben er ikke verdslige, men mægtige for Gud til at bryde fæstningsværker ned. Vi nedbryder tankebygninger og alt, som trodsigt rejser sig mod kundskaben om Gud, vi gør enhver tanke til en lydig fange hos Kristus, og vi er rede til at straffe enhver ulydighed, når lydigheden hos jer først har sejret.

Se dog, hvad der ligger ligefor! Den, der er vis på at høre Kristus til, skal også slutte ud fra sig selv, at som han hører Kristus til, gør vi det også. Og hvis jeg især er stolt af den myndighed, Herren har givet os til at bygge op og ikke til at bryde ned hos jer, vil jeg ikke blive til skamme, for det skal ikke se ud, som om jeg vil skræmme jer med mine breve. Man siger jo, at mine breve er vægtige og strenge, men min personlige optræden svag og min tale for intet at regne. Den, der siger sådan, skal regne med, at som vi siger i brevene, når vi er fraværende, sådan er vi også i handling, når vi kommer.

Vi drister os nemlig ikke til at henregne os til eller sammenligne os med visse af dem, der anbefaler sig selv, for de måler og sammenligner sig tværtimod med sig selv, uforstandige som de er. Vi er ikke stolte ud over alle grænser, men kun i overensstemmelse med det mål, som Gud har sat for os: også at være nået til jer. Vi gør os ikke til mere, end vi er; det ville vi have gjort, hvis vi ikke var nået til jer. For helt til jer er vi kommet med evangeliet om Kristus. Vi er ikke stolte ud over alle grænser af andres slid, men vi har det håb, at vi, når jeres tro vokser, ved jeres hjælp kan komme langt videre mod vort mål: at forkynde evangeliet i de egne, der ligger længere borte end jeres, uden at være stolte af, hvad andre allerede har gjort. »Den, der er stolt, skal være stolt af Herren.« For det er ikke den, der anbefaler sig selv, der står sin prøve, men den, som Herren anbefaler.