Nu sad der ved byporten fire spedalske mænd. De sagde til hinanden: »Hvorfor sidder vi her, til vi skal dø? Beslutter vi at gå ind i byen, hvor der er hungersnød, så dør vi dér. Bliver vi siddende her, dør vi også. Lad os hellere gå over til aramæernes lejr. Skåner de vores liv, overlever vi; slår de os ihjel, dør vi.« I skumringen rejste de sig og gik over mod aramæernes lejr, og da de var kommet til udkanten af lejren, var der ikke en levende sjæl. Herren havde nemlig ladet aramæerhæren høre lyden af vogne og heste og en stor hær, så de havde sagt til hinanden: »Nu har Israels konge lejet hittitternes og egypternes konger til at falde over os.« Så havde de taget flugten i skumringen og havde efterladt deres telte og deres heste og æsler, hele lejren; de var flygtet for at redde livet. Nu kom disse spedalske til udkanten af lejren og gik ind i et telt. De spiste og drak og tog sølv og guld og klæder med sig derfra og skjulte det. Så vendte de tilbage og gik ind i et andet telt, tog alting med sig derfra og skjulte det.

Men så sagde de til hinanden: »Vi bærer os ikke rigtigt ad. Dagen i dag er en dag med godt nyt, og vi tier bare stille! Venter vi til daggry, pådrager vi os skyld. Kom, lad os gå hen og fortælle det i kongens hus.« De kom så og råbte til byens portvagt og fortalte dem, at de var gået ind i aramæernes lejr, og at der ikke var et levende menneske at se eller høre, kun heste og æsler, der stod tøjret, og alle teltene. Portvagten råbte det videre, og det blev meldt derinde i kongens palads. Kongen stod op om natten og sagde til sine folk: »Nu skal jeg fortælle jer, hvad aramæerne har for med os. De ved, at vi er udhungrede, og derfor er de gået ud af lejren og har gemt sig på åben mark med den bagtanke, at når vi går ud af byen, kan de gribe os levende og rykke ind i byen.«

Men en af hans folk svarede: »Lad os tage nogle stykker af de heste, som er tilbage i byen. Enten går det dem, som det går hele den israelitiske hær, der er tilbage i byen, eller det går dem som den israelitiske hær, som er omkommet. Lad os nu sende dem af sted og se, hvad der sker.« Så tog de to vogne med heste, og kongen sendte dem efter den aramaiske hær med den besked: »Tag af sted og se efter!« De fulgte efter dem lige til Jordan, og hele vejen var fuld af klæder og våben, som aramæerne havde kastet fra sig under deres hovedkulds flugt. Så vendte sendebuddene tilbage og fortalte det til kongen. Da strømmede folk ud og plyndrede den aramaiske lejr, og en sea fint mel kom til at koste en sekel og to sea byg en sekel, som Herren havde sagt.

Ved porten havde kongen posteret adjudanten, som han støttede sig til, og ham trampede folk ned i porten, så han døde, sådan som gudsmanden havde forudsagt, dengang kongen kom ned til ham. Da gudsmanden sagde til kongen: »I morgen skal to sea byg kun koste en sekel, og en sea fint mel kun en sekel i Samarias port,« havde adjudanten svaret gudsmanden: »Om så Herren satte vinduer på himlen, ville dette ikke ske,« og Elisa havde sagt: »Det skal du få at se med dine egne øjne, men du kommer ikke til at nyde noget af det.« Og sådan gik det ham: Folk trampede ham ned i porten, så han døde.