Bibelen online
Anden Samuelsbog Kapitel 22
Davids lovsang
David sang denne sang til Herren, dengang han havde reddet ham fra alle hans fjender og fra Sauls hånd. Han sagde:
Herren er min klippe, min borg, min befrier,
min Gud, mit bjerg, hvor jeg søger tilflugt,
mit skjold, min frelses horn, min fæstning,
min tilflugt og min frelser, som redder mig fra vold.
Jeg råber til Herren, den lovpriste,
og bliver frelst fra mine fjender.
Dødens brændinger omgav mig,
undergangens floder slog mig med rædsel.
Dødsrigets bånd snørede sig om mig,
dødens snarer truede mig.
I min nød råbte jeg til Herren,
jeg råbte til min Gud.
Han hørte mig fra sit tempel,
mit råb nåede hans ører.
Da rystede og skælvede jorden,
himlens grundvolde rokkede,
de rystedes, for han var vred.
Røg stod ud af hans næse,
fortærende ild af hans mund,
gløder flammede op fra ham.
Han sænkede himlen og steg ned
med mørke skyer under sine fødder.
Han red på keruber og fløj,
fór frem på vindens vinger.
Han omgav sig med mørke,
dækkede sig i regnsorte skymasser.
Fra lysskæret foran ham flammede
glødende kul.
Herren tordnede fra himlen,
den Højeste løftede sin røst.
Han sendte pile ud og spredte fjenderne,
han forfærdede dem med lyn.
Havets bund kom til syne,
og jordens grundvolde blottedes
ved Herrens trussel,
ved hans fnysende vrede.
Han rakte ud fra det høje og greb mig,
han trak mig op af de vældige vande.
Han reddede mig fra min mægtige fjende,
fra dem, som hader mig, de var mig for stærke.
De truede mig på min ulykkes dag,
men Herren var min støtte.
Han førte mig ud i det åbne land,
han befriede mig, for han holder af mig.
Herren lønner mig for min retfærdighed,
han gengælder mig mine hænders uskyld.
For jeg har fulgt Herrens veje
og ikke forbrudt mig mod min Gud.
Alle hans bud har jeg for øje,
og hans love er jeg ikke veget fra.
Jeg er retskaffen i hans øjne,
og jeg tager mig i agt for synd.
Herren gengældte mig min retfærdighed,
min renhed har han for øje.
Du er trofast mod den trofaste,
retsindig mod den retsindige.
Du er oprigtig mod den oprigtige,
men over for den falske forstiller du dig.
Du frelser de hjælpeløse,
men vender dig mod hovmodige og ydmyger dem.
Du er min lampe, Herre.
Herren spreder lys i mit mørke.
Ved din hjælp stormer jeg volde,
ved min Guds hjælp springer jeg over mure.
Guds vej er fuldkommen,
Herrens ord er lutret,
han er skjold for alle,
der søger tilflugt hos ham.
Hvem er Gud, om ikke Herren?
Hvem er klippe, hvis ikke vor Gud?
Gud er den, der væbner mig med styrke
og gør min vej fuldkommen.
Han gør min fod let som hindens
og giver mig fodfæste på højderne.
Han opøver mine hænder til krig
og mine arme til at spænde kobberbuen.
Du giver mig din frelse som skjold,
din hjælp giver mig styrke.
Du skaffer plads for mine skridt,
og mine ankler giver ikke efter.
Jeg sætter efter mine fjender og udrydder dem,
jeg vender ikke om, før de er tilintetgjort.
Jeg tilintetgør dem og knuser dem, så de ikke kan rejse sig,
de ligger faldne under mine fødder.
Du væbner mig med styrke til krig,
du tvinger mine modstandere i knæ.
Mine fjender slår du på flugt,
og jeg gør det af med mine modstandere.
De råber om hjælp, men ingen hjælper,
de råber til Herren, men han svarer dem ikke.
Jeg knuser dem som jordens støv,
jeg tramper på dem som gadeskarn.
Du redder mig, når folkene strides,
du gør mig til folkeslagenes hersker,
et folk, jeg ikke kender, skal tjene mig,
fremmede skal krybe for mig.
Ved rygtet om mig må de adlyde mig,
de fremmede giver op
og kommer skælvende frem af deres skjul.
Herren lever! Lovet være min klippe,
min Gud, min frelses klippe, er ophøjet.
Gud er den, der giver mig hævn
og lægger folkene under mig;
du lader mig slippe bort fra mine fjender,
du løfter mig op fra mine modstandere
og redder mig fra voldsmænd.
Derfor vil jeg prise dig blandt folkene, Herre,
jeg vil lovsynge dit navn.
Han giver sin konge store sejre
og viser troskab mod sin salvede,
mod David og hans slægt til evig tid.
