Da Saul var død, og David var vendt tilbage fra sejren over amalekitterne og havde opholdt sig to dage i Siklag, kom der den tredje dag en mand fra Sauls hær med flængede klæder og jord strøet på hovedet. Da han kom hen til David, kastede han sig til jorden. »Hvor kommer du fra?« spurgte David, og han svarede: »Jeg er undsluppet fra Israels hær.« David sagde da til ham: »Fortæl mig, hvad der er sket.« Han svarede: »Vores folk flygtede fra kampen, efter at mange var faldet; Saul og hans søn Jonatan er også døde.« David spurgte budbringeren: »Hvordan ved du, at Saul og hans søn Jonatan er døde?« Budbringeren svarede: »Jeg var tilfældigvis på Gilboas bjerg, og dér stod Saul og støttede sig til sit spyd, mens vognene og rytterne trængte ind på ham. Han vendte sig om og fik øje på mig; så råbte han på mig, og jeg svarede ja. Han spurgte, hvem jeg var, og jeg svarede, at jeg var amalekit. Så sagde han til mig: ›Kom herhen og giv mig dødsstødet; jeg er i live endnu, men det sortner for mine øjne.‹ Jeg trådte hen til ham og gav ham dødsstødet, for jeg var klar over, at han ikke kunne overleve, når han først var faldet om. Jeg tog diademet, han havde på hovedet, og et armbånd, han havde om armen, og dem har jeg med til dig, herre.« Da greb David fat i sine klæder og flængede dem; det samme gjorde alle de mænd, der var hos ham. De holdt ligklage, græd og fastede indtil aften over Saul og hans søn Jonatan og over Herrens folk og Israels hus, fordi de var faldet for sværdet. David spurgte budbringeren: »Hvor er du fra?« og han svarede: »Jeg er søn af en amalekit, der bor her som fremmed.« Da sagde David til ham: »Hvor vovede du at lægge hånd på Herrens salvede og dræbe ham?« David kaldte så på en af de unge mænd og sagde: »Kom herhen og hug ham ned!« Og han slog ham ihjel. David sagde til ham: »Dit blod kommer over dit eget hoved, for din egen mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har givet Herrens salvede dødsstødet.«