Da blev kongen dybt rystet og gik op i rummet over byporten og brast i gråd; han gik frem og tilbage og sagde: »Min søn, Absalom, min søn, min søn, Absalom! Gid det var mig og ikke dig, der var død! Absalom, min søn, min søn!« Så fik Joab at vide, at kongen græd og sørgede over Absalom. Den dag blev sejren til sorg for hele hæren, for de hørte, at kongen var bedrøvet over sin søn. De sneg sig den dag ind i byen, som man sniger sig skamfuld bort, når man er flygtet under kamp, og kongen sad med tilhyllet ansigt og klagede højlydt: »Min søn, Absalom, Absalom, min søn, min søn!« Da gik Joab ind til kongen og sagde: »I dag beskæmmer du alle dine folk, der har reddet dig og dine sønner og døtre, hustruer og medhustruer, sådan som du elsker dem, der hader dig, og hader dem, der elsker dig. Du har i dag vist, at du er ligeglad med dine befalingsmænd og dine folk. Nu forstår jeg, at du ville være tilfreds, blot Absalom var i live, selv om alle vi andre var døde. Rejs dig nu, og gå ud til dine folk, og tal opmuntrende til dem, for jeg sværger ved Herren: Hvis du ikke går ud til dem, vil ikke én af dem blive hos dig natten over, og det vil være en større ulykke end nogen anden ulykke, der har ramt dig, fra du var ung til nu.« Kongen gik så hen og satte sig i byporten, og så snart hele hæren fik at vide, at kongen sad i byporten, samledes den foran ham.

Shim'i, en søn af benjaminitten Gera fra Bahurim, skyndte sig at slå følge med judæerne og gå kong David i møde; han havde tusind mand fra Benjamin med sig. Siba, der var i tjeneste i Sauls hus, var med sine femten sønner og tyve tjenestefolk nået ned til Jordan før kongen; de var gået over vadestedet for at ledsage kongefamilien over floden og stå til rådighed for kongen. Da kongen skulle til at gå over Jordan, faldt Shim'i, Geras søn, ned for ham og sagde: »Herre, kræv mig ikke til regnskab for min brøde; glem, hvordan din tjener forbrød sig, den dag du forlod Jerusalem, herre konge, tænk ikke på det! Jeg ved, herre, at jeg har syndet, men i dag er jeg den første af hele Josefs hus, der er kommet ned for at gå dig i møde, herre konge.« Da sagde Abishaj, Serujas søn: »Skal Shim'i ikke bøde med sit liv? Han har dog forbandet Herrens salvede.« Men David sagde: »Pas jer selv, Serujasønner! Vil I virkelig sætte jer op imod mig i dag? I dag er der ingen i Israel, der skal lide døden, for nu ved jeg, at det er mig, der er konge over Israel.« Kongen sagde til Shim'i: »Du skal ikke dø!« Og det gav han ham sin ed på.

Sauls sønnesøn Mefiboshet var også kommet ned for at gå kongen i møde. Fra den dag kongen var draget bort, til den dag han kom tilbage i god behold, havde Mefiboshet hverken plejet fødder eller skæg eller fået sine klæder vasket. Da han kom fra Jerusalem for at møde kongen, spurgte kongen ham: »Hvorfor tog du ikke med mig, Mefiboshet?« Han svarede: »Min tjener løj om mig, herre konge. Jeg sagde, at jeg ville lade æslet sadle og sætte mig op på det og følge kongen – jeg er jo lam, herre! Han har bagtalt mig for dig, herre konge; men du er som en Guds engel, herre konge. Gør med mig, hvad du vil! For hele min fars hus kunne ikke vente sig andet af dig end døden, herre konge, men du gav mig plads ved dit bord. Hvad ret har jeg så til at klage til kongen?« Da sagde kongen til ham: »Du behøver ikke at sige mere! Jeg erklærer hermed: Du og Siba skal dele jorden.« Mefiboshet sagde til kongen: »Han kan godt få det hele, for nu er du hjemme i god behold, herre konge.«

Gileaditten Barzillaj var kommet ned fra Rogelim. Han nåede frem til Jordan sammen med kongen for dér at tage afsked med ham. Barzillaj var en meget gammel mand, firs år. Det var ham, der havde sørget for kongen, så længe han havde opholdt sig i Mahanajim, for han var en meget velhavende mand. Kongen sagde til Barzillaj: »Tag med mig over til Jerusalem; der vil jeg sørge for dig.« Men Barzillaj svarede: »Skulle jeg i min høje alder følge med kongen op til Jerusalem? Jeg er nu firs år, jeg kender ikke længere forskel på godt og ondt; jeg kan ikke smage, hvad jeg spiser og drikker, og jeg kan ikke længere høre sangere og sangerinder. Hvorfor skulle jeg være dig til besvær, herre konge? Jeg vil blot gå over Jordan sammen med dig, herre konge. Hvorfor skulle kongen lønne mig så storslået? Lad mig tage hjem, så jeg kan dø i min by og komme i min fars og mors grav. Men Kimham kan gå med, herre konge, og for ham kan du gøre, hvad du vil.« Kongen sagde da: »Så følger Kimham med mig, og jeg vil gøre for ham, hvad du synes; alt, hvad du ønsker af mig, vil jeg gøre for dig.« Hele hæren satte så over Jordan, også kongen. Han kyssede Barzillaj til afsked, og Barzillaj vendte hjem.

Kongen fortsatte sammen med Kimham til Gilgal. Det var hele den judæiske hær og halvdelen af den israelitiske, der havde ledsaget kongen over. Men nu kom alle israelitterne til kongen og sagde: »Hvorfor har vore brødre, judæerne, fået lov til at bemægtige sig kongen og ledsage ham og hans familie over Jordan sammen med alle Davids mænd?« Judæerne svarede israelitterne: »Kongen er os nærmest, så hvorfor er I vrede? Har vi måske udnyttet kongen eller skaffet os fordele?« Israelitterne svarede: »Vi har ti gange så stor del i kongen, også i David, som I. Hvorfor tilsidesætter I os? Var det ikke os, der først talte om at hente kongen tilbage?« Men judæerne gav et endnu hårdere svar end israelitterne.