David mønstrede nu sine tropper og indsatte tusindførere og hundredførere over dem. Derefter sendte han hæren af sted i tre afdelinger. Joab fik kommandoen over den ene, hans bror Abishaj, Serujas søn, fik kommandoen over den anden, og Ittaj fra Gat fik kommandoen over den tredje. Kongen sagde til hæren: »Jeg vil selv rykke ud sammen med jer.« Men de svarede: »Det må du ikke! Bliver vi slået på flugt, er der ingen, der bekymrer sig om det; hvis halvdelen af os dør, er der ingen, der bekymrer sig om det. Men du er mere værd end ti tusind af os. Derfor er det bedst, du bliver i byen og kommer os til undsætning derfra.« Kongen sagde da til dem: »Jeg gør, som I synes.« Så stillede kongen sig ved byporten, mens tropperne rykkede ud i enheder på hundrede mand og tusind mand. Kongen befalede Joab, Abishaj og Ittaj: »I må ikke gå for voldsomt til værks mod den unge Absalom.« Hele hæren hørte kongen give alle befalingsmændene denne ordre om Absalom. Så drog hæren i felten mod Israel, og slaget kom til at stå i Efraimskoven. Dér blev israelitterne slået af Davids folk, og de led den dag et tab på tyve tusind mand. Kampen bredte sig over hele egnen, og skoven fortærede den dag flere, end sværdet fortærede.

Endnu mens Absalom var i live, havde han rejst sig den stenstøtte, som står i Kongedalen; for han sagde: »Jeg har ingen søn til at bevare mindet om mig.« Han opkaldte stenstøtten efter sig, og den dag i dag kaldes den Absaloms Minde.

Sadoks søn Akima'as sagde: »Lad mig løbe over til kongen med det budskab, at Herren har skaffet ham ret over for hans fjender.« Men Joab svarede: »I dag skal du ikke gå med bud. Du kan bringe bud en anden dag, men i dag skal du ikke gøre det. Kongens søn er jo død.« Joab sagde så til en nubier: »Gå til kongen og fortæl ham, hvad du har set!« Nubieren kastede sig ned for Joab, og så løb han. Men Sadoks søn Akima'as blev ved og sagde til Joab: »Lige meget, nu løber jeg efter nubieren.« Joab sagde: »Hvorfor vil du det, min søn? Det får du ingen budpenge for.« Men Akima'as svarede: »Lige meget, jeg løber!« »Så løb da!« sagde Joab. Og Akima'as løb ad vejen til Jordandalen og nåede frem før nubieren. David sad mellem de to porte, og udkigsposten gik op på taget af portbygningen og hen til muren. Da han så ud, fik han øje på en mand, der kom løbende alene. Udkigsposten råbte ned til kongen og meldte det, og kongen sagde: »Kommer han alene, må han have et budskab med.« Men da manden var kommet nærmere, fik udkigsposten øje på én til, der kom løbende. Han råbte til portvagten: »Der kommer en mand løbende. Han er alene.« Kongen sagde: »Han har nok også et budskab.« Udkigsposten sagde: »Jeg kan se, at den første løber ligesom Sadoks søn Akima'as.« Kongen sagde: »Han er en god mand, han må komme med godt nyt.« Akima'as råbte til kongen: »Vær hilset!« og kastede sig til jorden for ham. Derpå sagde han: »Lovet være Herren, din Gud, som har standset de mænd, der har løftet hånd imod min herre, kongen.« Kongen spurgte da: »Er den unge Absalom i god behold?« Akima'as svarede: »Jeg så, at der var stor forvirring, da kongens tjener Joab sendte mig af sted, herre konge. Jeg ved ikke noget som helst.« Da sagde kongen: »Til side, stil dig derhen!« Han trådte til side og blev stående. I det samme kom nubieren, og han sagde: »Det meldes min herre kongen, at Herren i dag har skaffet dig ret over for alle dem, der har rejst sig imod dig.« Kongen spurgte da: »Er den unge Absalom i god behold?« Nubieren svarede: »Måtte det gå alle de fjender, min herre kongen har, og alle, der har rejst sig imod dig, som det er gået den unge mand!«