Bibelen online
Anden Samuelsbog Kapitel 14
Absalom og David forsones
Da Joab, Serujas søn, blev klar over, at kongen tit havde Absalom i tankerne, sendte han bud til Tekoa efter en klog kvinde med den besked: »Lad, som om du sørger; tag sørgeklæder på, og lad være med at salve dig med olie, så du virker som en kvinde, der længe har sørget over en, der er død. Gå så til kongen og sig det, jeg nu fortæller dig.« Og Joab lagde hende ordene i munden. Kvinden fra Tekoa gik nu til kongen, kastede sig til jorden for ham og sagde: »Hjælp mig, konge!« Kongen spurgte hende: »Hvad er der i vejen?« Hun svarede: »Jeg er enke, min mand er død. Jeg havde to sønner, herre, og en dag kom de op at slås ude på marken. Der var ingen til at skille dem ad, og den ene kom til at slå den anden ihjel. Men nu, herre, rejser hele slægten sig imod mig og siger: ›Udlevér brodermorderen, så vi kan slå ham ihjel til gengæld for, at han tog sin brors liv. Så kan vi tilmed få arvingen ryddet af vejen.‹ De vil slukke den glød, jeg har tilbage, og der vil ikke være nogen til at føre min mands navn og slægt videre på jorden.« Kongen svarede kvinden: »Tag hjem, den sag skal jeg nok ordne for dig.« Men kvinden fra Tekoa sagde til kongen: »Lad mig og min familie bære skylden, bare kongen og hans trone går fri.« Kongen fortsatte: »Siger nogen noget til dig, så send ham til mig. Så kommer han ikke til at volde dig bekymring mere.« Men hun sagde: »Konge, vil du sværge ved Herren din Gud på, at blodhævneren ikke skal gøre mere skade, og at de ikke skal få min søn ryddet af vejen?« Han svarede: »Så sandt Herren lever: Der skal ikke krummes et hår på din søns hoved!« Da sagde kvinden: »Må din trælkvinde sige endnu en ting til min herre kongen?« Han svarede ja, og hun sagde: »Hvordan kan du da tænke på at gøre det samme mod Guds folk? Med det, kongen siger, dømmer han sig selv; kongen lader jo ikke den, han har forstødt, komme tilbage. Vel skal vi alle dø og blive som vand, man hælder ud på jorden; det kan ikke samles op igen. Men Gud vil ikke tage et menneskes liv, men ønsker, at den, der er forstødt, ikke skal blive ved med at være det. Og når jeg er gået til min herre kongen for at forelægge ham denne sag, er det, fordi de folk har gjort mig bange. Jeg tænkte, herre: Jeg vil tale med kongen; måske vil han gøre, hvad jeg beder om. Nu må kongen høre mig og redde mig fra den mand, der vil udrydde både mig og min søn af Guds land. Jeg tænkte, at dine ord, herre konge, nok ville give mig ro i sindet, for du, herre konge, er som en Guds engel til at vurdere godt og ondt. Herren din Gud være med dig!« Kongen sagde til kvinden: »Svar mig nu oprigtigt på det, jeg spørger dig om.« Hun sagde: »Tal, herre konge!« Kongen spurgte da: »Har Joab haft en finger med i spillet i alt det her?« Hun svarede: »Så sandt du lever, herre konge: Det er ikke til at komme udenom, når du spørger, herre konge! Ja, det var din tjener Joab, der gav mig besked på det og lagde mig alle disse ord i munden. Det gjorde din tjener Joab, for at du skulle se sagen fra en anden side. Du, herre, er lige så klog som en Guds engel, du ved alt, hvad der foregår på jorden.«
Derpå sagde kongen til Joab: »Jeg har afgjort denne sag. Tag af sted og få den unge Absalom med tilbage!« Joab kastede sig til jorden, tog afsked med kongen og sagde: »Nu ved jeg, herre konge, at jeg har fundet nåde for dine øjne. Du har gjort det, jeg bad dig om.« Så tog Joab til Geshur og fik Absalom med sig tilbage til Jerusalem. Men kongen sagde: »Lad ham tage hjem til sig selv; mig skal han ikke vise sig for!« Absalom tog så hjem og viste sig ikke for kongen.
Ingen i hele Israel var så beundret for sin skønhed som Absalom; fra isse til fod var der ingen fejl ved ham. Med mellemrum blev hans hår så langt, at han måtte lade det klippe; og når han gjorde det, kunne det veje to hundrede sekel efter kongelig vægt. Absalom fik tre sønner og en datter, der hed Tamar. Hun var en smuk kvinde.
Da Absalom havde opholdt sig to år i Jerusalem uden at vise sig for kongen, sendte han bud efter Joab for at få ham til at gå til kongen, men han ville ikke komme. En gang til sendte han bud, men han ville stadig ikke komme. Absalom sagde da til sine folk: »Joab har jo en mark ved siden af min; den har han byg på. Gå hen og sæt ild til den.« Hans folk satte så ild til marken, og Joab gik straks hjem til Absalom og sagde til ham: »Hvorfor har dine folk sat ild til min mark?« Absalom svarede: »Jeg sendte bud til dig om at komme herhen. Jeg ville have, at du skulle gå til kongen og spørge ham, hvorfor jeg skulle komme tilbage fra Geshur. Jeg havde det bedre, mens jeg var der. Nu vil jeg have foretræde for kongen. Er jeg stadig skyldig, kan han slå mig ihjel.« Joab gik så til kongen og fortalte ham det. Kongen lod Absalom kalde. Da han kom, kastede han sig til jorden for kongen, og kongen kyssede Absalom.
