Davids vrede flammede voldsomt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: Den mand, der gør sådan, skal dø, og lammet skal han erstatte firedobbelt, fordi han har handlet så hjerteløst!« Da sagde Natan til David: »Du er manden! Dette siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg reddede dig fra Saul. Jeg gav dig din herres hus og lagde din herres hustruer i din favn, og jeg gav dig Israels hus og Judas hus. Og skulle det ikke være nok, havde jeg gerne givet dig langt mere. Hvorfor har du vist foragt for Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hittitten Urias har du slået ihjel. Hans kone har du giftet dig med, og ham selv har du hugget ned med ammonitternes sværd. Fra nu af skal sværdet aldrig vige fra dit hus, for du har vist foragt for mig og giftet dig med hittitten Urias' kone. Dette siger Herren: Jeg vil lade ulykken ramme dig fra din egen familie. For øjnene af dig vil jeg tage dine hustruer og give dem til en anden, som ganske åbenlyst skal ligge med dem. Du har handlet i det skjulte, men jeg vil handle i fuld åbenhed over for hele Israel.« Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren.« Natan svarede David: »Så tilgiver Herren din synd. Du skal ikke dø. Men siden du har givet Herrens fjender anledning til at spotte, skal den søn, du har fået, dø.« Så gik Natan hjem.

Herren lod den dreng, Urias' kone havde født David, blive ramt af sygdom. Da bad David til Gud for drengen. Han fastede strengt og gik hen og lagde sig på jorden om natten. De ældste ved hoffet mødte op for at få ham til at rejse sig, men det nægtede han, og han ville heller ikke spise sammen med dem. På den syvende dag døde drengen, og Davids folk turde ikke fortælle ham, at drengen var død, for de tænkte: »Mens drengen endnu var i live, ville han ikke høre, hvad vi sagde til ham. Hvordan skal vi nu få sagt til ham, at drengen er død? Han kunne jo gøre en ulykke.« Da David så, hvordan hans folk gik rundt og hviskede sammen, forstod han, at drengen var død. Han spurgte dem, om drengen var død, og de svarede: »Ja, han er.« Så rejste David sig fra jorden, vaskede sig, salvede sig, skiftede tøj og gik ind i Herrens hus for at tilbede. Derpå gik han hjem og bad om at få mad sat frem, og så spiste han. Hans folk spurgte ham: »Hvordan er det, du bærer dig ad? Mens drengen var i live, fastede og græd du, men næppe er han død, før du står op og spiser.« Han svarede: »Så længe drengen var i live, fastede og græd jeg, for jeg tænkte: Måske vil Herren være nådig imod mig og lade drengen leve. Men nu da han er død, hvorfor skulle jeg så faste? Kan jeg få ham tilbage igen? Jeg må følge efter ham, han kommer ikke tilbage til mig.«

David trøstede Batseba, sin hustru. Han gik ind til hende og lå med hende. Hun fødte en søn, som han gav navnet Salomo. Ham elskede Herren, og han sendte bud gennem profeten Natan, at hans navn skulle være Jedidja for Herrens skyld.