Bibelen online
Anden Mosebog Kapitel 33
Herrens løfte om ledsagelse på ørkenvandringen
Herren talte til Moses og sagde: »Drag nu op herfra sammen med det folk, du har ført op fra Egypten, til det land, som jeg lovede Abraham, Isak og Jakob med de ord: Jeg vil give det til dine efterkommere. Jeg vil sende en engel foran dig, og jeg vil fordrive kana'anæerne, amoritterne, hittitterne, perizzitterne, hivvitterne og jebusitterne. I skal til et land, der flyder med mælk og honning. Men jeg vil ikke selv drage op iblandt jer, for I er et stivnakket folk, og jeg kunne komme til at tilintetgøre jer undervejs.« Da folket hørte disse hårde ord, holdt de sorg; ingen tog sine smykker på. Men Herren sagde til Moses: »Sig til israelitterne: I er et stivnakket folk. Jeg ville øjeblikkelig tilintetgøre jer, hvis jeg drog op sammen med jer. Fjern jeres smykker, så vil jeg bestemme mig til, hvad jeg vil gøre ved jer.« Så skilte israelitterne sig af med deres smykker; efter opholdet ved Horebs bjerg bar de dem ikke.
Moses plejede at hente teltet og slå det op uden for lejren i god afstand fra den; han kaldte det Åbenbaringsteltet. Hver gang nogen søgte råd hos Herren, gik han ud til Åbenbaringsteltet uden for lejren. Og hver gang Moses gik ud til teltet, stillede hele folket sig i hver sin teltåbning og fulgte Moses med øjnene, til han var kommet ind i teltet. Når Moses kom ind i teltet, steg skysøjlen ned og stod i indgangen til teltet, og Herren talte med Moses. Når folket så skysøjlen stå i indgangen til teltet, rejste de sig alle sammen, og de kastede sig ned, hver i sin teltåbning. Og Herren talte med Moses ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet. Derpå vendte Moses tilbage til lejren. Den unge mand Josva, Nuns søn, der var i hans tjeneste, veg ikke fra teltet.
Moses sagde til Herren: »Se, du siger til mig, at jeg skal føre dette folk op, men du har ikke fortalt mig, hvem du vil sende med mig; og dog har du selv sagt: ›Jeg kender dig ved navn, du har fundet nåde for mine øjne‹. Hvis jeg virkelig har fundet nåde for dine øjne, så kundgør mig din vej, og lad mig kende dig, så jeg kan bevare din velvilje. Husk på, at dette folk er dit folk!« Han svarede: »Jeg vil selv gå med og skaffe dig et sted at bo.« Moses svarede: »Ja, hvis du ikke selv går med, skal du ikke føre os op herfra. Og hvordan kan man overhovedet vide, at jeg og dit folk har fundet nåde for dine øjne, medmindre du går med os, og jeg og dit folk bliver begunstiget frem for alle andre folk på jorden?« Herren svarede Moses: »Også det, du her siger, vil jeg gøre, for du har fundet nåde for mine øjne, og jeg kender dig ved navn.« Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed!« Herren svarede: »Jeg vil lade al min skønhed gå forbi dig, og jeg vil udråbe Herrens navn foran dig. Jeg viser nåde, mod hvem jeg vil, og forbarmer mig, over hvem jeg vil.« Men han sagde: »Du får ikke lov at se mit ansigt, for intet menneske kan se mig og beholde livet.« Og Herren sagde: »Her hos mig er der et sted; stil dig på klippen. Når min herlighed går forbi, stiller jeg dig i klippespalten og dækker med hånden for dig, til jeg er kommet forbi. Derefter tager jeg min hånd væk, så du får mig at se fra ryggen. Mit ansigt må ingen se.«
