Der var en mand af Levis slægt, som giftede sig med en datter af Levi. Kvinden blev gravid og fødte en søn, og da hun så, hvor dejlig han var, holdt hun ham skjult i tre måneder. Da hun ikke kunne skjule ham længere, tog hun en sivkurv, tætnede den med beg og tjære, lagde barnet i den og satte den ud mellem sivene ved Nilens bred. Hans søster stillede sig et stykke derfra for at se, hvad der skete med ham. Nu kom Faraos datter ned til Nilen for at bade, mens hendes piger gik frem og tilbage på flodbredden. Hun fik øje på kurven mellem sivene og sendte sin tjenestepige ud efter den. Da hun åbnede den, så hun barnet, en dreng, der lå og græd. Hun fik medynk med ham og sagde: »Det er et af hebræernes børn.« Hans søster sagde til Faraos datter: »Skal jeg gå hen og hente en amme hos hebræerkvinderne, som kan amme barnet for dig?« »Ja, gør det,« sagde Faraos datter, og pigen gik hen efter drengens mor. Faraos datter sagde til hende: »Tag denne dreng med, og am ham for mig; jeg skal nok betale dig.« Så tog kvinden drengen med sig og ammede ham. Da drengen var blevet stor, bragte hun ham til Faraos datter. Han blev hendes søn, og hun gav ham navnet Moses; »for jeg har trukket ham op af vandet,« sagde hun.

Tiden gik, og Moses blev voksen. Engang gik han ud til sine landsmænd for at se på deres tvangsarbejde. Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet. Næste dag gik han igen ud, og da så han to hebræere i slagsmål. »Hvorfor slår du din kammerat?« spurgte han ham, der havde skylden. Men han svarede: »Hvem har sat dig til at være herre og dommer over os? Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du slog egypteren ihjel?« Da blev Moses bange og tænkte: »Så er det alligevel blevet opdaget!« Og da Farao hørte om det, ville han slå Moses ihjel; men Moses flygtede fra Farao og slog sig ned i landet Midjan, hvor han holdt til ved en brønd.